Studieboliger revet væk – hvad med naturen?
Debat Kære Hella. Ifølge sidste uges avis undrer det dig, at det tog så lang tid at komme i gang med byggeriet i Sømoseparken.

Du havde regnet med, at vi var ”i jorden” hurtigere. Pudsigt ordvalg for jeg synes, det er på tide netop at stikke fingeren i jorden. Jeg tror nemlig, at mange borgere undrer sig over, hvad der egentlig bliver bygget i Sømosen.

Hvad er omfanget af det byggeri, der blev skitseret i sidste uge i Ballerup Bladet? Er det byggeriet af studieboliger i forbindelse med visionerne omkring DTU-Campus, der allerede er i gang? Det ser jo sådan ud, når der sidst i artiklen står: ”Med byggeriet er det første skridt taget mod udbygningen af det store studiecampus omkring DTU”

Jeg vil gerne gentage, at Alternativet er imod byggeriet, selvom formålet med at skabe studieliv og studieboliger er helt på linje med vores visioner. Problemet er, at det nu står endnu mere uklart, hvad det egentlig er, vi kan forvente os – og endnu mere uklart, om naturen og biodiversiteten kommer til at lide under byggeriet?

Med en igangværende folketingsvalgkamp, hvor alle kæmper om at fremstå grønnest, så undrer det os, hvad Ballerup Kommune er i gang med på lokalplan.

Alternativet i Ballerup vil derfor igen opfordre teknik- og miljøudvalget til at tænke i biodiversitet og naturbevarelse og finde andre løsninger for placeringen af et DTU-Campus end ved Sømosen.

Herudover vil vi opfordre Ballerup Kommune til dialog med virksomhederne omkring Sømosen med det formål at omdanne græsarealer til områder, der kan øge Sømosens naturværdi.

Vi håber, at det endnu er muligt at mane til eftertanke og imødeser den demokratiske proces med en offentlig høring, hvor kommunen lytter til de mange kompetente forslag om området, som kontinuerligt kommer fra borgerne.

Alternativet siger ja tak til mere natur, biodiversitet og borgerinddragelse.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *