Indvielse af nye aktivitetsområder i Måløv
klatreskulptur-måløv-copy.jpg
Der er blandt andet blevet bygget en flot klatreskulptur med forskelligfarvede ruter, så man kan klatre til top - passende udfordret - uanset om man er nybegynder eller øvet. Foto: privatfoto
Indvielse Der bliver endnu bedre mulighed for bevægelse og leg i Måløv med områdets nye Tarzan-bane, parkourområde og klatreskulptur. Hele molevitten indvies på lørdag.

Lørdag den 4. maj klokken 14 indvies tre nye aktivitetsområder ved Måløvhallerne. Der vil være mange aktiviteter for børn, unge og familier.

På det åbne området mellem de to haller er der blevet opført en fire meter høj klatreskulptur, som giver mulighed for at klatre forskellige veje op på toppen af skulpturen. Ruterne er monteret så der er mange forskellige sværhedsgrader, så alle kan blive udfordret.

På samme område er der bygget et parkourområde, med forskellige forhindringer, der kan udfordre børn og unge til bevægelse. Der er både trampolin, parkourstativ, bump og mure, som kan udfordre fysikken.

Tæt på hallen, 100 meter væk langs fodboldbanen, er der opført en Tarzanforhindringsbane i et lille skovstykke. Her er der mulighed for at øve balance, styrke og mod på de opsatte forhindringer.

Åbningsfest for alle

Måløv Idræts Forening, Måløv Bylaug, KFUM Østerhøj-Måløv og FDF Måløv byder sammen med Ballerup Kommune velkommen til åbningsfest for alle de nye aktiviteter.

Arrangementet starter klokken 14 med officiel åbning af borgmester Jesper Würtzen, hvorefter der vil være instruktion til klatring og parkour, inspiration til forhindringsbanen, bål og bålmad, introduktion til udendørsaktiviteter og mulighed for at prøve live rollespil på græsplænen.

Der vil blive uddelt flødeboller, sodavand til alle børn og der vil være kaffebar for de voksne. Alt er gratis og alle er velkomne, tilmelding er ikke nødvendig. Arrangementer slutter klokken 16.

Klatrevæggen er opført af Måløv Idræts Forening med støtte fra Borgermillionen 2018, parkourområde og Tarzanbane er opført af Ballerup Kommune.

Læs hele programmet for dagen på www.maaloevif.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *