Farlige kanter forbliver ved stationstrapperne
Trin-station-copy.jpg
Den høje kant er nu blevet udstyret med gule streger, så den er lettere at se. Men seniorrådet fastholder ønsket om at få etableret ramper, hvilket Ballerup Kommune ikke vil etablere. Foto: privatfoto
Adgang De høje kanter ved nedgangen til tunnelen ved Ballerup Station er svære at se. Men trods ønske om ramper, så forbliver kanterne høje. Ramper er for ’farlige’, siger kommunen.

Rigtig mange har deres daglige gang på Banegårdspladsen og især ved Ballerup Station passerer mange gennem tunnelerne og op og ned ad de 30 trappetrin til blandt andet perronerne og Baltorpvej.

Men ved trappens udmunding ved Banegårdspladsen er der etableret en ganske høj kant, der ikke blot er svær at passere for gangbesværede eller folk i selskab med en cykel. Kanten er også svær at se, og selvom der nu er malet gule streger på kanten, så er der stadig mange, som ønsker den fjernet – eller i hvert fald udstyret med ramper, så man dels kan forcere den lettere og bedre kan se den.

Det har blandt andet været en ønske fra seniorrådet igennem længere tid.

”Vi har været på en tur på Banegårdspladsen, hvor vi blandt andet påtalte de høje kanter. Det er svært at se for ældre og svagtseende og de er også svære at komme op over, hvis man eksempelvis har en cykel med. På den tur lovede borgmesteren, at forvaltningen ville se på muligheden for at etablere en rampe, ” siger Henning Broman, næstformand i seniorrådet i Ballerup.

Farlige ramper

Men det ønske har Ballerup Kommune tilsyneladende ikke tænkt sig at imødekomme. For det er ifølge kommunens vurdering for ’farligt’ at etablere ramper.

”De høje kanter er lavet, så vi undgår oversvømmelser i tunnellen, så der skal være en niveauforskel. Vi har set på, om det var muligt at etablere ramper, men vi har vurderet, at der er for stor risiko for at man falder over ramperne, når man går forbi på gangarealet, hvor der går rigtig mange mennesker hver dag,”.

Hun fortsætter:

”Det er sådan, at der er nogle såkaldte ledelinjer ude på gangarealet og der er regler for afstande til ledelinjerne. Vi vurderer, at ramper ville komme for tæt på ledelinjerne og at folk derfor vil falde over dem. Både blinde og svagtseende, men også andre forbipasserende ville efter vores vurdering have svært ved at se ramperne og derfor er vores objektive vurdering, at kanterne forbliver som de er nu. Vi har afmærket den nuværende kant med gult, så man bedre kan se den, men kanten forbliver som den er nu, ”siger Anne Marie Arnvig Jørgensen, Ballerup Kommunes projektleder på banegårdsprojektet, som henviser til en lignende rampe op til nogle trin ved Ballerup Bibliotek hvor folk angiveligt falder over den.

Hun understreger, at den manglende etablering ikke handler om manglende vilje, men en objektiv vurdering.

”Det er ikke fordi, vi ikke vil lave ramperne. Men det er altså vores vurdering, at den bedste løsning er at bibeholde kanterne som de er nu,” siger Anne Marie Arnvig Jørgensen.

Fastholder ønsket

Men den forklaring køber Henning Broman ikke
helt.

”Jeg kan sagtens se, at der skal være en niveauforskel, så man undgår oversvømmelser. Det giver god mening. Men vi fastholder ønsket om ramper. Jeg er sikker på, at der også var ramper på de gamle trappekanter, så jeg forstår ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Så af hensyn til ikke bare ældre og svagtseende, men også mange andre, fastholder vi ønsket om ramper ved trappeafsatserne,” siger Henning Broman.

2 kommentarer om “Farlige kanter forbliver ved stationstrapperne”

  1. Kære Ballerup Kommune samt politikere m.m. Samt de undertegnede inde i sagen.

    Jeg forslår i får gjort noget andeldes ved dette, at i sørger for at få skilte op, i hver ende af trappen.

    Der skal stå pas på der er trin forude. Jeg var selv ved at brække foden, da jeg ikke vidste den var der.

    I må sørge for at vi borgere kan komme sikkert rundt i Ballerup by.

  2. Per Hollænder siger:

    Alternativ tekst: “resultat af molboprojeltleder forude” – jeg vurderer at den pågældende projektleder er inkompetent og bør søge alternativ beskæftigelse gerne langt væk. Derudover vurdere jeg at de ansvarlige politikkere i miljø og teknik bør træde i karakter og sætte forvaltningen på plads, hvilket tilsyneladende er ud over deres evner. -trist
    Forvaltningen vurdere en masse uden nogen form for argumentation kun postulater. – trist

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *