Afklaring på vej omkring brugerråd
Brugerråd Kultur- og fritidsudvalget er klar med en plan for brugerrådene på Tapeten og idrætsbyen. De nuværende brugerråd skal bibeholdes og der skal oprettes et ekstra overordnet brugerråd med politisk repræsentation.

I sidste uge var senioridrættens brugerråd fra Tapeten ude med riven efter Ballerup Kommune. De efterlyste en afklaring omkring planerne om sammenlægning af brugerrådene på Tapeten og idrætsbyen. De frygtede, at Tapetens brugerråd ville blive ’opslugt’ af idrætsbyens og efterlyste information fra kommunen om status på sammenlægningerne.

Men kritikken undrer formanden for kultur- og fritidsudvalget, Charlotte Holtermann (A). Hun henviser nemlig til et dialogmøde, der blev afholdt i slutningen af februar, hvor brugerrådene blev informeret om de kommunale planer for området.

»Jeg kan ikke forstå kritikken, for vi har rent faktisk handlet hurtigt i den her sag. Vi indkaldte til dialogmøde med brugerrådene den 31. januar og afholdt mødet den 27, februar, hvor vi fortalte om de planer, der var i forbindelse med sammenlægningerne. Vi lyttede faktisk til brugerrådene og planlægger at beholde de to råd på Tapeten og idrætsbyen. Dertil er det så meningen, at vi skal have et overordnet brugerråd med repræsentanter fra begge matrikelråd og politisk repræsentation. De to matrikelråd skal så tage sig af de mere dagligdags ting, mens det overordnede råd skal trække de store linjer,« siger Charlotte Holtermann, som afviser, at det nye overordnede råd kan overtrumfe alt og dermed reelt gøre de to andre råd til statister.

Demokratisk råd

»Det skal ikke være et ’superråd’ der skal overtrumfe alt. Det bliver et råd med repræsentanter fra brugerrådene på Tapeten og idrætsbyen og med politisk repræsentation. Det er repræsentativt for begge matrikelråd og i fællesskab skal de så blive enige om, hvad man skal gøre. Det er sådan demokratiet fungerer,« siger Charlotte Holtermann, som i øvrigt beklager, at brugerrådet for senioridrætten er blevet flyttet rundt ved deres senest møder.

»Det er rigtigt, at senior-idrættens møder er blevet flyttet til idrætsbyen de seneste par gange. Vi mangler lokaler, fordi vi har fået så mange aktiviteter på Tapeten, så vi har flyttet nogle hyggemøder til idrætsbyen. Øvelsen er, at finde plads til alle de aktiviteter der er, men vi er glade for, at vi har kunnet finde en løsning, så brugerrådene kan holde møder, selvom der er pres på lokalerne,« sige Charlotte Holtermann.

Planerne skal nu drøftes og sættes i gang på det kommende møde i kultur- og fritidsudvalget tirsdag den 2. april.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *