Skovlunde Bypark får mindre natur
Kasperskolens-inddragelse-af-Byparken-Kopi-copy.jpg
Debat I Ballerup Bladet den 19. marts gør Stine Rahbek Pedersen opmærksom på, at naturen i kommunen har for ringe vilkår. Et synspunkt, jeg er enig i.

Men det går den forkerte vej i Skovlunde Bypark. Når man indsnævrer det frie rekreative areal, vil der uvægerligt komme et større slid på den resterende natur.

Mennesker har brug for rekreative områder. Vi søger ud i naturen for at lade op – og lade af. I dagligdagen bruger vi vores nærområder. (Se bl.a. rapporten Skov & Landskab: Betydningen af storbyens rekreative områder).

Med de mange bebyggelser og den væsentlige større befolkningstæthed i vores kommune, kunne man ønske, at der var større bevågenhed overfor at få harmoniseret hensynet til naturbeskyttelse og borgernes mulighed for nære rekreative områder. Indtil videre er jeg kun stødt på 2 politikere, som kunne se sammenhængen heri. Og det var overraskende nok fra Det Konservative Folkeparti.

Hvis man vil en bedre natur, kunne man begynde at kigge på, at en stor del af Skovlunde Bypark eksproprieres til brug for Kasperskolen. Jeg bruger ordet ”ekspropriation”, idet Kasperskolen skal afholde udgifterne til anlæg og vedligeholdelse, og at der i situationsplanen fra mødet i teknik- og miljøudvalget (10/9-18) er en klar rød streg, der forbinder UCC-grunden med området i byparken (se foto). Der bliver altså reelt tale om et ejerskab til anlæggene og området.

Jeg må derfor spørge: Er det rimeligt – også ud fra et naturbeskyttelsesperspektiv, at denne store plæne overdrages til Kasperskolen, når skolens behov kan blive opfyldt inde på den oprindelige UCC-grund?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *