Mette F vendte ’hjem’ for en peptalk
Mette-F-1-copy.jpg
Mette Frederiksen og hendes efterfølger Kasper Sand Kjær var sammen til debatmøde i Baghuset.
valg S-formand Mette Frederiksen kom tilbage til Ballerup, hvor hun mandag aften besøgte Baghuset til en debat om ældre, uddannelse og udlændingepolitik.

Pludselig blev eftermiddagens normale lyde brudt af et hornorkester, der spillede ’internationale’ ved Baghuset. Alle spillemændene var iklædt røde jakker og så var man klar over, at der var noget i gang på venstrefløjen.

Årsagen til trutteriet var, at den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, var på besøg i netop baghuset i Ballerup. Her skulle hun på et åbent møde diskutere politik og de varme emner, der rører sig netop nu og samtidig slå et slag for sin efterfølger, Kasper Sand Kjær.

Der var godt fyldt i Baghuset, men det var tydeligt, at det nok mest var en socialdemokratisk fest, hvor mange af de lokale parti-pinger og mere anonyme medlemmer var mødt frem for at se og høre ’giraffen’.

Mette Frederiksen indledte og understregede, at det var dejligt at være ’hjemme’ igen og at denne gang skal det være uden tårer. Hun henviste til, da hun skiftede kreds sidste år og tog en tårevædet afsked med sin kreds, som hun havde været i siden 2001.

Hun opfordrede derefter de fremmødte til at gøre deres til at den nye kandidat, Kasper Sand Kjær, bliver valgt ind i folketinget ved det kommende valg.

Kamp om stemmerne

Mette Frederiksen talte om, at socialdemokraterne skal kæmpe for stemmerne og at partiet mange steder i Europa er blevet voldsomt reduceret og næsten er røget helt ud.

Efter en pep-talk var der spørgsmål fra salen og det var især ældre- og sundhedspolitikken, uddannelse og integration, der var til debat.

Der var udbredt enighed om, at der bliver løbet for stærkt i sundhedsvæsenet, at der skæres for meget ned på uddannelserne og at integrationen ikke er lykkedes så godt som forventet.

Hun sluttede med at takke en meget engageret kreds, faktisk den bedste S-kreds, i følhende selv, inden mødet var forbi og Mette Frederiksen, akkompagneret af hornorkestret, forlod sit gamle ’hood’ og tog videre ud i valgkampen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *