Svar om Skovlunde Bypark
debat Kære Ulla og Erik, tak for begge læserbreve. Vi har en dejlig bypark i Skovlunde, som vi alle har glæde af, og det ændres der ikke ved - og der arbejdes da også hele tiden på at gøre oplevelsen bedre.

Der er lavet en legeplads, en åbning mod boulevarden, en pergola og kunstværket ’Det Flyvende Tæppe’. Der er også lavet et toilet på oppe ved Ellekilde, alt sammen er det forbedringer til gavn for brugerne af byparken.

Kommunalbestyrelsen har købt den tomme UCC-bygning og besluttet, at den skal anvendes til Kasperskolen, til boliger for voksne med særlige behov og til dagtilbuddet Krumtappen fra Østerhøj, der herved får mere plads og bedre muligheder.

I forbindelse med hele denne omflytning har et enigt teknik- og miljøudvalg godkendt at en del af randbeplantningen i byparken bliver tyndet ud og at Kasperskolen kan etablere en multibane i parkområdet tættest mod UCC-bygningen – ligesom de i dag har en bane på det offentlige område på Baltorpplænen i Ballerup.

Hvad angår udtynding af randbeplantningen så er det faktisk i overensstemmelse med anbefalingerne i den tryghedsrapport, der er lavet for Skovlunde Bymidte, hvor udtyndingen vil give bedre overblik og dermed mere tryghed i området.

Ja, nu skal et lille areal anvendes til legeplads og multibane men faktisk får parken tilført mere areal idet en del af området ind mod UCC-bygningen, der i dag er hegnet imod, åbnes ud mod byparken og der etableres en ny lækker legeplads som sammen med en fin boldbane står til rådighed for alle brugere af Skovlunde Naturpark. Med anlæg af boldbane og multibane er vi med til at understøtte leg, bevægelse og en sund aktiv livsstil.

Jeg synes at det giver god mening med anlæg, som på den måde udnyttes dobbelt, i stedet for at have separate anlæg på skolerne og i parkerne. For mig at se er det en rigtig fornuftig måde at bruge pengene på.

Jeg er sikker på at Skovlunde Bypark fortsat vil være et dejligt grønt opholdssted med fællesskab, leg og gode hyggestunder og jeg er sikker på, at rigtig mange børnefamilier bliver meget glade for de to tilføjelser til parken.

1 kommentar om “Svar om Skovlunde Bypark”

  1. Ulla Sommer siger:

    Kære Hella.
    Du blander to ting sammen. Der er ingen, der har talt om randbeplantningen i Byparken.
    Randbeplantningen på Flyvepladsen, som jeg og flere andre har talt om, drejer sig om, at denne er fældet på trods af en helhedsplan, en lokalplan og en fredsskovsbestemmelse. Lad os holde tingene adskilt for at fremme kvaliteten i debatten.
    Denne debat handler om Skovlunde Bypark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *