Ballerup vil have flere expats indenfor
arbejdsmarked Et nyt tværkommunalt projekt skal tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft. Ballerup er blandt de kommuner, der er gået med i projektet.

Mange steder i virksomhederne rundt om i landet mangler man kvalificeret arbejdskraft og leder derfor med lys og lygte efter de videnstunge medarbejdere, der skal fylde hullerne ud. Et nyt tværkommunalt projekt, som Ballerup er blevet en del af, skal nu gøre der lettere at skaffe udenlandsk arbejdskraft til kommunens virksomheder.

Det er et to-årigt fyrtårnsprojekt til 13,2 millioner kroner ledet af Copenhagen Capacity og International House Copenhagen, der ikke bare skal gøre det lettere for virksomheder i Greater Copenhagen at tiltrække specialiseret arbejdskraft, men også nemmere for de internationale medarbejdere at finde bolig og blive en del af deres nye lokalsamfund.

Finde og fastholde

»Det er et spændende projekt, som vi nu er blevet en del af. Formålet er at tiltrække international arbejdskraft og få de kvalificerede medarbejdere, som man mangler mange steder ude i virksomhederne. Der mangler især IT-folk, ingeniører og medarbejdere indenfor naturvidenskab, og man kigger udenfor landets grænser for at finde dem. Derfor har Copenhagen Capacity sat gang i det her projekt, der skal få kvalificerede folk til, men også fastholde dem og sørge for, at der kan findes boliger,« siger Jette Rau, erhvervsudviklingschef i Ballerup Kommune.

Det er nemlig ligeså vigtigt, at de nye medarbejdere kan finde et sted at bo, som de samtidig kan betale.

»Det er rigtig dyrt at bo mange steder i København, så derfor kan vi også samarbejde på tværs af kommunerne for at finde egnede boliger til de udenlandske medarbejdere, som kommer til i forbindelse med projektet,« siger Jette Rau.

Undersøgelser peger på, at der for kommunerne er god grund til at engagere sig i tiltrækning og fastholdelse af internationale talenter. Højtuddannede internationale medarbejdere bidrager nemlig ikke kun positivt til den enkelte virksomhed, men også til de offentlige finanser, da de har høje skattebetalinger og kun i et meget begrænset omfang gør brug af offentlige ydelser. En højtuddannet international borger, som medbringer familie, bidrager i gennemsnit med et nettobeløb på cirka 220.000 kroner årligt, viser tal fra Region Hovedstaden.

Lækre København

Fyrtårnsprojektet vil komme 360 grader rundt lige fra målrettede digitale kampagner, der skal tiltrække den højtkvalificerede arbejdskraft fra hele verden, til konkrete modtagelsesservices af de nye borgere, når de ankommer til København og omegn. Her vil være hjælp til at finde bolig, børnepasning, jobsøgningshjælp til medfølgende ægtefæller og en guide til de mange fritidsmuligheder i regionen. Der vil desuden være fokus på at fastholde internationale studerende, som ønsker at starte en karriere i Danmark efter endt studie.

»Copenhagen Capacity vil søsætte onlinekampagner, hvor man vil fortælle de relevante medarbejdere i primært europæiske lande, USA og Sydamerika, hvor engelsk tales i stort omfang, om fordelene ved at bo i København. Alle de bløde og gode værdier, som København er kendt for, vil man slå på, så man kan overtale folk til at komme til Greater Copenhagen og få de jobs, som vi har brug for at få besat,« siger Jette Rau, som pointerer, at Ballerup Kommune i øvrigt også snart vil gå ind i en kampagne for at få flere unge til at vælge de uddannelser, som virksomhederne vil efterspørge i fremtiden.

Flere skal uddannes

»Vi skal op på, at 25 procent af en ungdomsårgang vælger en erhvervsuddannelse. Det er den slags uddannelser, der bliver efterspurgt i fremtiden og at vælge en erhvervsuddannelse er slet ikke lig med, at man ikke kan læse videre til eksempelvis ingeniør eller lignende. Det er et stort arbejde, for der er ikke meget prestige i erhvervsuddannelserne nu, men vi vil arbejde på at fortælle en anden historie om dem,« siger Jette Rau.

Projektet har fået god respons fra en række andre kommuner og udover Ballerup Kommune har også København, Frederiksberg, Gladsaxe, og Hillerød kommuner tilsluttet sig.

Region Hovedstaden medfinansierer indsatsen med syv millioner kroner.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *