Trafikgener grundet letbane-arbejde
Debat Kommer anlægsfasen af den kommende letbane på Ring 3 til at medføre trafikale konsekvenser for borgerne i Skovlunde? Nogle vil nok tænke, at Ring 3 er meget langt væk, så nej.

Her skal vi så lige huske på at broen over Ring 3 ved Ballerup Boulevard/Slotsherrensvej, bliver den eneste niveaufri vejkrydsning mellem Frederikssundmotorvejens opkørsel til Ring 3 i syd og Motorring 3s krydsning over Ring 3 på kommunegrænsen mellem Herlev og Gladsaxe.

Letbanen har fornuftigt nok meldt ud, at der ikke vil blive lavet anlægsarbejde i alle vejkrydsene på Ring 3 samtidigt.

Det fjernvarmearbejde, der på nuværende tidspunkt, har ført til, at den nye indkørsel fra Ring 3 til Lyskær er blevet spærret, har ført til at flere bilister, der skal ind i industriområdet omkring Mileparken, har valgt at køre ind fra Ballerup Boulevard-siden.

Når så køerne i svingbanerne fra henholdsvis Ballerup og Rødovre-siden, bliver for lange, så svingers der op ad Dyrehegnet – enten laves der en ulovlig U-vending ud for Bøgesvinget, eller der køres ned ad Bøgesvinget og vendes, det er ikke ulovligt, men giver en generende/blokerende trafik, for os der bor på Bøgesvinget.

Så på baggrund af det vi oplever i dag, hvordan kan det så ikke blive i den lange periode hvor følgende kryds: Ring 3-opkørslen fra Frederikssundssundmotorvejen, Ring 3 og Ejby-krydsene, Ring 3 og Lyskær, Ring 3 og Mileparken, Ring 3 og Frederikssundsvej i Herlev på Ring 3 er i anlægsfasen til letbanen?

Borgerne i Ejby kan nok blive fristet til at køre mod Skovlunde. Bilister der normalt bruger enten Frederikssundsundsvej eller Frederikssundmotorvejen, kan blive fristet til at bruge Ballerup Boulevard.

Det er selvfølgelig alt sammen ’hvis og hvis’. Jeg håber dog, at vores politikere og forvaltning, hvis de da ikke allerede har tænkt samme tanke, bliver opmærksomme på, at trafiktætheden og trafiksikkerheden i Skovlunde kan blive udfordret under anlægsfasen af letbanen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *