Klanen vendte stærkt tilbage
Rune-klan.jpg
Vores unge anmelder, Frederik Lind Jørgensen fra Borupgaard Gymnasium, er begejstret for Klans trylleshow. Foto: Pressefoto
Anmeldelse Stemningen i den totalt udsolgte sal var løssluppen og forventningsfuld, da den 36-årige mestertryller Rune Klan onsdag før påske entrede scenen i Baltoppen for første gang i fire år med sit oneman-shov »Det Stribede Show«.

Præmissen for Rune Klans stribede show er relationen mellem publikum og ham selv, som han ser som et parforhold, der er baseret på kærlighed og tillid. Det store problem er dog, som han selv så malende forklarer, at 40 procent af alle forhold går i stykker. Rune Klan er derfor bekymret for, om han vil miste sit publikum. Det 90 minutter lange show skal derfor ses som en lang kærlighedserklæring til det fremmødte publikum.

Og Rune Klans samspil med publikum er da også i særklasse denne aften i Baltoppen. Publikum bliver aktivt brugt som rekvisitter i tryllerierne og medvirkende i showets løbende fortælling. Klan har en unik evne til at skabe en nærhed mellem sig selv og sit publikum, hvilket giver en mere intim oplevelse end hos så mange andre distancerende danske kunstnere.

Selvom det kan være grænseoverskridende som publikum at skulle deltage aktivt i showet og selvom Klan tager alvorligt gas på sit publikum, formår han med sin varme at skabe en god oplevelse for alle. Det oplevede undertegnede på egen krop.

Multinationalt team

Rune Klan optræder ikke alene på scenen. Med sig har han et broget mandskab, som på forskellig vis indgår i showet. Og det fungerer rigtig godt. Hele showet starter eksempelvis med en guitar-intro af sydafrikaneren Daniel Rosenfeldt, der først får selskab af hovedpersonen selv efter flere minutters spil.

Sydafrikaneren, ”som er malet hvid, så de også kan lide ham i Jylland”, og hans guitarspil er en kæmpe oplevelse i sig selv, og han dukker da også op flere gange i løbet af showet og akkompagnerer Rune Klan, mens han tryller.

Udover sydafrikaneren får Klan også hjælp af altmuligmanden Lasse fra Albertslund, den spanske videomand Juan, som hverken forstår ét ord dansk eller engelsk samt alverdens rekvisitter som f.eks. biblen, koranen, Søren Kierkegaard, en skål med ”dillere” og et smadret æg. Alt dette skaber en passende og skæg ramme for showet.

Gensidig kærlighed

Jeg må indrømme, at jeg gik ind til showet med en vis skepsis overfor især den magiske del af showet. Efter 90 minutter i selskab med Klanen har jeg dog måttet bøje mig i støvet og istemme mig det i forvejen store kor af fans: Rune Klan er den ubestridte konge af magi herhjemme!

Rune Klan er bragende dygtig til dét, han gør – at underholde folk. Hans karakteristiske sammenblanding af magi og standup kombineret med hans gejst og åbenlyse sceneglæde medfører, at publikum forlader salens mørke og går ud i den lyse forårsaften med et stort smil på læberne.

Rune Klan giver flere gange udtryk for, at han elsker sit publikum, men at han samtidig er bange for at de vil forlade ham. Jeg taler uden tvivl på vegne af samtlige tilstedeværende i Baltoppen denne forårsaften i april, når jeg forsikrer dig om, at vi også elsker dig, Rune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *