SF samlede sig og fik ny formand
miasser-hawwa.jpg
Det tidligere kommunalbestyrelsesmedlem, Miasser Hawwa, er ny formand for SF i Ballerup.
Generalforsamling SF i Ballerup har fået ny bestyrelse og ny kvinde i front. Arbejdet for mærkesagerne er i gang.

Selvom det ikke gik så godt ved det seneste kommunalvalg, så skal det ikke afholde SF fra at komme på banen. Måske tværtimod er SF i Ballerup kommet ud af starthullerne med nye folk i spidsen.

Partiet holdt generalforsamling den 8. spril og valgte ny formand, nemlig Miasser Hawwa, hvor hun afløser Josefine Vilvig Andersen.

Den nye formand er et kendt ansigt i Ballerup. Hun har været medlem af kommunalbestyrelsen fra 2010 til 2013 og har erfaring fra sit arbejde i Integrationsrådet og Multikulturel Forening.

Desuden er der valgt en ny bestyrelse, som består af Birte Kramhøft, Ulrik Falk-Sørensen, begge tidligere medlemmer af kommunalbestyrelsen, Peter Ib Andersen og Henrik Schulz-Mikkelsen samt et par helt nye ansigter.

Ny skarp politik

Alle var enige om, at der er masser at tage fat på i den kommende periode, selvom partiet røg ud af kommunalbestyrelsen.

Det er især i ældredebatten, på børneområdet og omkring de svageste i samfundet, at SF vil markere sig. På landspolitisk plan vil partiet hjælpe de folk, som rammes af gensidig forsøgerpligt og sikre lettere adgang til dagpenge.

Desuden vil partiet modarbejde brugerbetaling på sundhedsområdet og privatisering af velfærden. Endelig vil partiet også kæmpe for at give de ufaglærte et fagligt løft.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *