Midlertidige p-pladser er på trapperne
banegårdsplads.jpg
Der bliver nu etableret to handicappladser og to afsætningspladser på banegårdspladsen lige foran biblioteket. Det er midlertidige pladser, der vil være der indtil et eventuelt boligbyggeri på pladsen går i gang. Der skal desuden etableres pladser på Banetoften bag Ballerup Centret. Foto: Illustration: Ballerup Kommune.
Trafik Efter massiv kritik er Ballerup Kommune nu klar til at etablere midlertidige afsætningspladser og handicapparkeringspladser på Banegårdspladsen.

Efter flere ugers kritik og efterfølgende debat med senior- og handicaporganisationer, er Ballerup Kommune nu klar til at komme kritikken i møde og etablere de manglende afsætningspladser samt handicappladser på den endnu ufærdige banegårdsplads.

Det betyder, at der i begyndelsen af februar gerne skulle være to midlertidige afsætningspladser og to handicap p-pladser foran Ballerup Bibliotek med kort vej til perronerne. Desuden etablerer kommunen også et par pladser ved Banetoften på den anden side af Ballerup Centret.

Dermed imødekommer Ballerup Kommune den kritik, der har haglet ned over dem, siden det kom frem, at man reelt ikke havde nogen afsætningspladser på Banegårdspladsen, indtil det planlagte boligbyggeri stod færdigt. Samtidig afviste Ballerup Kommune i begyndelsen, at man overhovedet kunne etablere pladser på bygepladsen på grund af sikkerheden, men nu kan det altså lade sig gøre alligevel.

Ukendt byggesituation

»Der er jo en næsten færdig busholdeplads på Banegårdspladsen nu, og da vi samtidig ikke kender datoen for et nyt boligbyggeri, så kan vi etablere nogle midlertidige pladser ved biblioteket. Egentlig skulle byggeriet af boligerne gå i gang i januar, men det sker ikke, og så kan vi ligeså godt udnytte det til at få lavet de midlertidige afsætningspladser og handicappladser tæt på stationen. Det har vi så bedt entreprenøren om, og vi regner med, at de kan være etableret primo februar, medmindre vinteren sætter en stopper for det,« siger Trine Baarstrøm, afdelingsleder i Ballerup Kommune.

Hun understreger, at pladserne bliver øremærkede til handicappede og til afsætning, da de ellers vil blive brugt af pendlere, og at de vil komme til at se ordentlige ud.

»Det er jo på en plads, der ikke er færdig, men vi etablerer dem ordentligt. De vil se ’’rigtige’’ ud med plads til at man kan vende store biler. Så selvom det er midlertidige pladser, så vil det bliver regulære p- og afsætningspladser,« siger Trine Baarstrøm.

Håber på løsning

Der vil som nævnt også blive etableret pladser på Banetoften, men Trine Baarstrøm erkender, at de ikke ligger helt så praktisk, idet de ligger på den anden side af Ballerup Centret, og at man derfor skal igennem centret for at komme til perronerne. Det betyder dermed, at der kan være lukket, hvis man kommer sent om aftenen.

»Det er et element, som vi ikke helt havde taget i betragtning og derfor vil vi så vidt muligt have pladserne på den ’livlige’ side af stationen,« siger hun.

Det er også håbet, at man kan fortsætte med at have handicapparkering og afsætningspladser på denne side, når boligbyggeriet på et tidspunkt går i gang.

»Men det kan jeg ikke på nuværende tidpunkt love. Men vi håber på det,« siger Trine Baarstrøm.
Hos formanden for seniorrådet og Ældre Sagen i Ballerup, Henning Bromann, er der glæde over, at der er fundet en løsning:

»Vi følger sagen løbende og ser, hvordan det udvikler sig. Men vi glæder os over, at vi er kommet hertil og at kommunen er kommet os i møde i denne sag,« siger han.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *