Ny pulje til musikalsk udrykning
Plejecenter-Kirstinehaven.jpg
Plejecenter Kirstinehaven er et af de steder, der allerede har lagt billet ind på den nye ’musikalske pulje’. Foto: Arkivfoto
penge En ny kommunal pulje skal bevilge penge til musikalske besøg på blandt andet kommunens plejecentre.

Hvad gør man, hvis man elsker musik og glade toner, men ikke er så mobil, at man kan gå til koncert i nærområdet?

Nu kan man blot ’bestille’ en koncert og så rykker musikken indenfor i hjemmet. Nogenlunde sådan kommer det til at se ud for en lang række beboere på kommunens plejecentre i den kommende tid, efter at kultur- og fritidsudvalget har sat penge af til en pulje, der skal rykke musikken ind på de steder, hvor beboerne ikke kan rykke ud til musikken.

På plejecentre, hospices og andre steder kan et frivilligt orkester nu få betalt deres udgifter og så optræde for beboerne. På den måde kan man få spredt fest og glæde, selv på steder, hvor der normalt ikke er meget musik.

Musik i dagligdagen

»Politikerne har sat 104.000 kroner af til musikpuljen og den kan søges helt frem til 31. december. Via de midler kan musikere så få betalt deres transportudgifter eller udgifter til en dirigent, hvis de skal ud for at spille på et plejecenter. Personalet på plejecentrene er heldigvis rigtig gode til at skabe hyggelige rammer for beboerne i dagligdagen, men med musikken kan vi skabe et hyggeligt fællesskab og et andet afbræk i hverdagen, der normalt ikke er så let at skaffe,« siger Anne Rasmussen, kulturkonsulent i Ballerup Kommune.

Hun undestreger, at puljen er til at dække udgifter til transport og eventuel hjælp og ikke til løn til musikerne, der oftest er frivillige.

»Det er ikke længe siden, at puljen blev oprettet og man kunne søge om midler, og der er allerede godt gang i bestillingerne. Den første koncert har været afholdt på Sønderhaven den 29. november og det var en stor succes for både beboere og pårørende,« siger Anne Rasmussen.

Det var Ballerup Harmoni Orkester, der med 23 musikere spillede op til et par festlige timer på plejecentret.

Plejecentrene Lindehaven, Lundehaven, Kirstinehaven og Sønderhaven samt Hospice Søndergården har lagt billet ind til koncerter i det kommende år og der er stadig mulighed for at søge puljen, så man kan få en musikalsk oplevelse næsten ved hoveddøren.

Man kan læse mere om puljen på www.ballerup.dk/derermusik.dk.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *