Der er rigtig mange traditioner forbundet med julen. I år handler Skovlunde Byteaters julestykke om en af de traditioner, man forbinder med julen, nemlig krybbespillet – eller rettere sagt opførelsen af et krybbespil, som i Skovlunde Byteaters historie bliver invaderet af de værste rødder i byen, nemlig Olsenungerne.
Yrsa, Brian, Lotte, Rikke, Simon og Eja Olsen har aldrig hverken set eller hørt et krybbespil, de har vist faktisk aldrig været i kirke. Så det der med hvem det er der bliver født, at han skal ligge i en krybbe, og at nogen prøver at slå ham ihjel, gør tingene en kende mere kompliceret for instruktøren.
Samtidig, uden at menneskerne ved noget om det, starter en ny nissepige, Lulu, i nisseskolen, som også ligger i menneskeskolen. De andre nissebørn tager godt imod hende og fortæller hende alt om Olsenungernes skarnsstreger, som de beundrer meget. Da alle nissebørn skal skrive en juleopgave i december, vælger nissebørnene at skrive om Olsenungerne og krybbespillet.
Forestillingen bliver spillet i weekenden 23.-25. november i Skovlunde Kulturhus indgang 2, den 23. er det klokken 19 og den 24. og 25. er det klokken 11 og 15.
Billetter kan købes på: www.skovlundebyteater.dk.