Hjemmeværnet bidrager til det danske beredskab og som noget nyt opstiller Hjemmeværnet i hele landet en beredskabsstyrke, som skal kunne stille med kort varsel til et akut beredskab.
»For at kunne indgå i beredskabsstyrken skal hjemmeværnssoldaten kunne demonstrere, at han behersker en lang række af situationer, som man vil kunne blive udsat for som hjemmeværnsmand i forbindelse med indsættelse. Det kontrollerer vi i Hjemmeværnet gennem en certificeringsøvelse,« forklarer informationsofficer fra Hjemmeværnskompagni Ballerup, Ib Spanggaard.
Ballerupfolk hjalp til
I Hjemmeværnsdistrikt Københavns Vestegn blev der i sidste weekend i oktober afholdt årets tredje certificeringsøvelse i Jonstruplejren.
»Under øvelsen er deltagerne blevet udsat for mange forskellige indspil herunder håndtering af journalister, aflevering fra civile af mistænkelige genstande samt terrorlignende handlinger, som ender med et omfattende førstehjælpsmoment. Helt overordnet skal det gennem øvelsen sikres, at den enkelte hjemmeværnsmand bestrider de grundlæggende krav, som der skal til for at kunne løse hjemmeværnets kerneopgave, som er bevogtning,« fortæller Ib Spanggaard
Udover bevogtning forventes det også at hjemmeværnsfolk kan yde førstehjælp og kan skyde med gevær.
»Med weekendens øvelse lykkedes det at få yderligere 50 hjemmeværnsfolk certificeret, så distriktet er over målet med antallet at hjemmeværnsfolk i beredskabsstyrken. Hjemmeværnskompagni Ballerup fik sine medlemmer certificeret i foråret. Derfor kunne Hjemmeværnskompagni Ballerup på denne øvelse bidrage med hjælpere til de mange indspil,« tilføjer Ib Spanggaard.