Lokal forfatter sender ny bog på gaden
Peter-Solberg-Dirksen-i-Arnold-Busck-copy.jpg
Forfatter Peter Solberg Dirksen signerer bøger i Arnold Busck i Ballerup Centret i denne uge. Foto: Privatfoto
Peter Solberg Dirksen fra Smørum har netop udgivet sin anden bog ’En længsel efter noget’.

Hvorfor er det så svært at blive voksen indeni, selv om man er en mand med gennemsnitlig forstadssucces i dagens Danmark?

Det spørgsmål tager forfatter Peter Solberg Dirksen fra Smørum favntag med i sin nye underholdende og autentiske roman ’En længsel efter noget’ som netop er udkommet.

Hovedpersonen er Thomas, der elsker sin kone og sine snart voksne børn, men som alligevel ikke kan lade være med at flirte med den storbarmede unge receptionist i fitnesscentret. Hvad er det, han længes efter, og hvorfor spejler han sig selv i sin søns frihed?

En flyttekasse med kærestebreve fra Horsens og en walkman med TV-2’s Rigtige Mænd sender Thomas tilbage til sin første kæreste, der vil ”gi’ den hele armen” og til kliken fra Europaskolen i Bruxelles, hvor alt kan ske og sker.

Og herfra tager Peter Solberg Dirksen sine læsere med på en tidsrejse til den fortabte ungdom sammen med Thomas, der måske og måske ikke kan finde nøglen til at blive rigtig voksen ved at mødes med sine gamle venner fra dengang.

Skrevet før og nu

For at gøre tidsrejsen så autentisk som muligt, har forfatteren kigget dybt i sine skrivearkiver.

»En længsel efter noget er egentlig skrevet i to omgange. Nutidshistorien er nemlig en videreskrivning på et romanudkast, jeg skrev, da jeg selv gik i gymnasiet i sidste halvdel af 80’erne. Havde jeg ikke gemt de originale manuskripter, klenodier og så videre fra dengang, ville jeg ikke på samme autentiske måde have været i stand til at skrive en 80’er roman og sætte ord på overgangen mellem barn og voksen set med en 80’er-teenagers øjne,« fortæller Peter Solberg Dirksen.

forside_en_laengsel_efter_noget-copy

Mød forfatteren

Peter Solberg Dirksen er 43 år, bor i Smørum, er gift og har tre børn. Han har tidligere fået udgivet børnebogen ’Den usædvanlige lillesøster. (Borgen 2005).

Man kan møde Peter Solberg Dirksen i Arnold Busck i Ballerup Centret i dagene op til påske, 14. til 16. april, hvor han sidder klar med kuglepennen mandag, tirsdag og onsdag klokken 10 til 17.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *