Fredag morgen, den 2. november, klokken syv fik Nordsjællands Politi en anmeldelse om, at en nøgen mand gik rundt og råbte på Pilekær i Smørum. Kort efter kom der en ny anmeldelse om, at manden også var i besiddelse af en kniv.
Patruljer blev sendt til stedet, hvor de fik kontakt til personen, en 35-årig mand fra Smørum. Da manden skønnedes psykisk uligevægtig, blev han kørt med ambulance til tjek på hospitalet.
Dagen før havde politiet også fået to anmeldelser om, at en nøgen mand gik rundt i Frederikssund sent på eftermiddagen og Nordsjællands Politi er nu ved at undersøge, om der er sammenhæng mellem sagerne.