En volontør til forskel
Tine-Sille-Svendsen-3-copy.jpg
Tine Sille Svendsen fra Egebjerg underviser hver dag på børnehjemmet i Battambang. Her er det Channa og Thida, der er ved at lære engelsk. Foto: Privatfoto
Rejsebrev 19-årige Tine Sille Svendsen fra Egebjerg er rejst til Combodja som volontør for Mellemfolkeligt Samvirke. Her bor og arbejde hun blandt andet med at undervise de lokale børn i engelsk.

Derhjemme blev jeg mødt med forskellige reaktioner og miner, da jeg sagde at jeg skulle ud og arbejde frivilligt, både anerkendende og skeptiske. Nu er jeg frivillig i Cambodja og det her mit liv på khmer.

Jeg vil gerne se verden og opleve noget nyt. Jeg vil gerne prøve at have en hverdag i et andet land, leve som en lokal og få perspektiv på mit liv derhjemme. Jeg vil gerne gøre en forskel.

Jeg er rejst igennem Mellemfolkeligt Samvirke og via deres forberedelsesprogram, er jeg godt klar over, at jeg ikke kan redde verden og at den forskel jeg gør, højst sandsynlig kun vil berøre få mennesker. Det var vi alle 17 piger og én Holger klar over, da vi i januar tog på volontørhøjskole i Kathmandu.

Kathmandu tog os med storm. Eller med støv. Et strategisk godt sted af Actionaid (det internationale Mellemfolkeligt Samvirke) at placere deres højskole, til at forberede volontører på kulturchok og fattige forhold.

Vores efterfølgende destination var Phnom Penh, et paradis sammenlignet Kathmandu. Her var der kun skrald i gaderne, fordi skraldemændende strejkede, ikke fordi skraldevæsenet ikke eksisterede.

Busturen til Battambang var, igen sammenlignet med Nepals hullede bjergveje, som at flyve afsted.

Tine-Sille-Svendsen-(1)-copy

Et hjem for alle

I Battambang bor jeg nu sammen med mine tre volontørveninder, hos en lokal familie og en ægte ildsjæl, Mr Khun Choeun.

Han har åbnet sit hjem for internationale volontører og giver kost og logi til 25 drenge fra fattige familier, som han udover giver en gratis snedkeruddannelse.

Med sin datter har han også åbnet en restaurant, som serverer morgenmad til det halve af Battambang. En blandet flok af børn med besteforældre, universitetsstuderende til morgenmadspause, lokale forretningsmænd og TukTuk-drivers, der tager morgenens første diskussion over en gavmild portion nuddelsuppe.

Yderligere er hjemmet åbent for lokalsamfundets børn og unge, der kan komme hver eftermiddag og få gratis undervisning i engelsk.

Tine-Sille-Svendsen-(5)-copy

Tine hjælper Vanthan med at skrive alfabetet på de hjemmelavede skriveark.

Kæmper med bogstaver

Her summer af lokalt liv og her har jeg fået en hverdag. Med vækkeur klokken 06, hvor den lokale pargoda ofte vælger at hylde Buddha med elektronisk xylofonspil, der bliver blæst vidt omkring gennem skrattende højtalere.

Jeg vælter som sædvanlig træt ned af trapperne til morgenmad: ris med æg, chili og agurker. Dagens første undervisning starter klokken 08 med 15 børnehjemsbørn, først til en times engelsk- og derefter en times svømmeundervisning i familiens pool.

Min volontørveninde Marie og jeg anstrenger vores tunger og ganer til det yderste, indtil vi er tilfredse med det lille børnekor af th-, f- og s-lyde.

Efter tre uger er vi kommet til bogstavet »N«. Vi er grundige.

Tine-Sille-Svendsen-(6)-copy

I frikvarteret spiser drengene levende myrer direkte fra mangotræet. En lækker snack, selvom de bider lidt på tungen.

Bare kør!

Til frokost er graderne gerne nået op på de 34, alligevel får vi sandsynligvis serveret dejlig varm fiskebenssuppe med ris til. Her er fiskekødet tilsyneladende en overvurderet ingrediens.

Derefter, er det af sti afsted i stigbøjlerne på vores jernheste og ud i den vilde trafik. I Battambang er der ingen lyskryds, signaltegn er unødvendige og vigepligter er kun til besvær.
Er du i tvivl om du skal bremse eller køre, så kør! Her er tøven kun et tegn på svaghed og det er den svageste, der kommer til at stå og vente ude i et befærdet kryds, midt i et venstresving.

Gæt og grimasser

Vi når frem til børnehjemmet, der ligger som en oase omgivet af mangotræer og bananpalmer. Her underviser jeg syv børn mellem 12 og 16 år. Her er jeg volontør.

De er ofte trætte i eftermidddagsvarmen og efter fire timers khmerskole, men stadig ivrige efter at lære.

Sjældent er ugedagene blevet råbt så højt og det er en kamp at komme først til tavlen for at skrive sit svar.

Der er dog visse udfordringer ved at undervise på det sprog, som børnene skal lære, men ikke kan endnu og der er gået en del timer med udfordrende gæt og grimasse forklaringer.

Tine-Sille-Svendsen-(8)-copy

Der blev også holdt fastelavn i Battambang, hvor børnene slog ’’katten af papkassen’’ med et stykke rør.

Jeg gør en forskel

Jeg forsøger bevidst at variere undervisningen, fra den udenadslære og tavleundervisning de er vant til. Udfordringen ligger i at få eleverne til at tænke selv og lære dem at forstå hvad de siger og hvorfor. Og det er her jeg kan gøre en forskel.

Resultaterne kommer i mange former og størrelser: når børnene endelig tør give slip på dig og lader sig flyde fredfyldt i vandet. Eller når de rynker brynene og du kan høre hjernen knage, indtil de tilsidst svarer »They went?« og det har lykkes dig at lære dem datid, i et land hvor det ikke findes på lokalsproget.

Jeg tror på at jeg gør en forskel. Jeg tror på at det engelsk jeg lærer dem nu, forbedrer deres niveau og forbereder dem til engelsk i skolen og på universitetet.

Også hvis de ikke skal på universitetet, er det en kendsgerning, at det er den TukTuk-driver der kan engelsk, som får flest udenlandske kunder, der betaler bedre. Det gælder for alle sælgere og handelsmænd.

Baseret på deres velkomst hver gang vi cykler ind ad lågen, tror jeg også på at det gør en forskel for deres hverdag, om vi er der eller ej. De små pus, som klamrer sig kærligt til én og suger alt den voksne opmærksomhed til sig, som de kan få. »I miss you« råber de efter os når vi cykler hjem igen. Jeg mangler stadig at lære dem fremtid.

En helt anden hverdag

Derhjemme igen er undervisningen i fuld gang og volleybanen fuldt optaget. Og mens solen går ned bag kokospalmerne, får vi serveret dagens sidste portion ris, før vi går op og tager det obligatoriske kolde aftenbad og lægger os til at sove og svede i vores senge under myggenettet.

Så det er min lokale hverdag. Jeg bor lokalt, omgivet af lokale og arbejder med lokale.
Jeg har oplevet noget nyt og jeg har fået et perspektiv på mit eget liv. Jeg har set hvordan ens seng, kan bestå af samlede stole med et myggenet spændt over. Hvordan venner bliver til familie, når familien har svigtet. Og jeg priser mig lykkelig for en tryg barndom, med gratis uddannelse og sundhedspleje.

For selvom jeg er glad for min nye hverdag, er jeg stadig lettet over at den ikke er HVER dag.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *