Fri os fra højhuse
Debat Ballerup Bladet bragte 16. oktober en artikel under overskriften »Bekymring over Måløv-byggeplaner«.

Ordet »bekymring« i overskriften er et mildt udtryk for den stemning omkring den fremlagte plan, som blev udtrykt ved det offentlige dialogmøde på Måløv Skole 13. marts 2018, i høringsindsigelser og i læserbreve i Ballerup Bladet. Der var snarere tale om frygt og overrumpling over især det foreslåede byggeris højde og tæthed, som totalt vil bryde med eksisterende bebyggelser og et af Måløvs mest værdifulde særpræg som en lav og åben by i overgangen fra åbent land til sammenhængende storbymasse.

Det ser kommunalbestyrelsen heldigvis ud til at have lyttet lidt til, idet artiklen beskriver, at der arbejdes videre med 3-5 etager højt byggeri, som ikke vil opleves som en »mur« mod Måløv Byvej og skygge så meget, samt undersøge om støjreflektion fra bygninger vil genere omgivelserne.

Disse sidstnævnte tre er indlysende forhold, som teknisk og byarkitektonisk må forventes at indgå som helt naturlige hensyn i enhver planlægning af byudviklingsprojekter i vores by.

Med hensyn til 3-5 etager højt byggeri, vil 5 etager høje bygninger stadig være et brud med vores bys grundlæggende særpræg. På Søndergård blev der bygget 5 etager høje huse – lad disse blive de sidste i Måløv, så vi stadig kan nå at redde vores bys lokale særpræg.

Der tegner sig efterhånden et klart mønster for den udvikling af Måløv, som kommunalbestyrelsen ønsker sig. Det er en udvikling som vil afvikle vores lokale identitet som en lav og åben by med snert af landsbypræg. Vi er samdrægtige og har fællesskaber og lokalt engagement på kryds og tværs, og rigtig mange kender og har forbindelse med hinanden. Disse bærende værdier og den sammenhængskraft, de udtrykker, vil der være stor risiko for lider alvorlig skade, hvis vores by kommer til at ændre lokal identitet og vokse så meget, som kommunalbestyrelsen ønsker.

Jeg appellerer stærkt til kommunalbestyrelsen: Skån vores by for flere høje huse på fem etager eller derover, dominerende bebyggelser eller tætte bebyggelser med høje bebyggelsesprocenter på over cirka 50 procent – og tag udstrakt hensyn til ikke at skamfere vores grønne omgivelser og grønne lommer i byen med store indhug eller ublide overgange fra bebyggelser til landskab eller omkringliggende bebyggelser


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *