”Det er mit liv at være aktiv”
per_jensen9.jpg
Idræt er lige så naturligt for 78-årige Per Jensen som at trække vejret. To gange om ugen spiller han volley i Tapetens Senioridræt, der hver torsdag holder til i Superarenaen. Dertil kommer powerwalking og cykling. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Seniorsport 78-årige Per Jensen har været idrætsudøver hele sit liv. Han har været medlem af løbeklubben Sparta og været med til at arrangere Københavns Maraton og DHL-løbet. I dag er han aktiv i Tapetens Senioridræt som motionist og i det organisatoriske arbejde.

»Jeg ville gå til, hvis ikke jeg ikke kunne få lov til at bevæge mig.«

Sådan lyder det fra 78-årige Per Jensen, der i bogstaveligste forstand er nøgleperson i Senioridræt Tapeten, som har et par hundrede medlemmer. Hver torsdag mødes 28 kvinder og mænd i alderen 60-79 år for at spille volleyball i Superarenaen. Efter træningen mødes de i et af de tilstødende lokaler til en kop kaffe og en ostemad. Udover at være ansvarlig for at låse op og lave kaffe, spiller Per Jensen også selv med. Dog ikke i dag, en dårlig arm har sendt ham midlertidigt på reservebænken. Og det huer ikke en gammel idrætsmand.

»Jeg altid bevæget mig. Jeg har arbejdet som håndværker på DTU i Lyngby i knap 40 år, og altid cyklet de 11,8 kilometer frem og tilbage, med mindre der var islag. Som dreng spillede jeg fodbold, men da jeg var 14 år, ødelagde jeg min fodrodsben, og min mor sagde, jeg skulle stoppe. I stedet for begyndte jeg at cykle landevejscykling, og i et par år cyklede jeg også på Ordrupbanen. Men jeg var ikke specielt hurtig,« fortæller Per Jensen, der i stedet kastede sig over gymnastik i Ballerup Gymnastikforening og siden løb, en idrætsdisciplin han skulle blive dybt involveret i.

Fra kaperkusk til løber

Inspirationen til at begynde at løbe fik Per Jensen, da han kørte kapervogn i Dyrehaven.

»Min far kørte kapervogn, og jeg hjalp nogle gange til og kørte for ham. Det var omkring 1970, at jeg så løbere, der trænede til Eremitageløbet, når jeg var ude og køre. Jeg havde også en kollega, der løb. Og da min kone er idrætslærer, så begyndte vi at træne op til at kunne deltage i Eremitageløbet,« fortæller Per Jensen, der nåede at gennemføre 15 løb og ligge blandt de hurtigste 200, inden han stoppede den disciplin. Løbeskoene blev dog ikke sendt på pension, snarere tværtimod. Men nu var målet maraton, som Per Jensen nåede at løbe ti af i perioden fra 1981-1985. Et medlemskab af løbeklubben Sparta havde han også indløst og var aktiv, også i klubarbejdet. I 22 år var Per Jensen således med til at arrangere Københavns Maraton og har været en af initiativtagerne til det velkendte DHL-løb, der sidste år havde over 200.000 deltagere.

I vigør hele ugen

Selv er Per Jensen stoppet med at løbe. Men aktiv er han stadig. Søndag og onsdag powerwalker han i Hareskoven med sin kone sammen med Ballerup Trim, om mandagen cykler han med Cykelcafeen, der mødes foran Sundhedshuset ved Rådhuset og tirsdag og torsdag deltager han i Tapetens Senioridræt, hvor han har været medlem siden 2003. Fredag og lørdag er der ikke skemalagte aktiviteter, men så skal huset og haven i Digterparken til gengæld passes.

»Mange i vores alder sælger deres huse og flytter i lejlighed, men hvad skal man så lave,« siger Per Jensen, der også gerne klipper hækken for naboen.

25. oktober klokken 10-15 er der volleystævne i Superarenaen,hvor alle er velkomne.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *