Fed fredag på CPH West
CPH-WEST-12.jpg
Pharfar og Kaka fik i den grad fyret op under eleverne på CPH West, da de gav minikoncert fredag. Foto: Brian Lindberg
Temadag Under overskriften ’Hæv overliggeren’ var der sat fokus på personlig udvikling hos eleverne på CPH West i Ballerup i fredags.

Man kunne tro, at det var en tidlig fredagsbar, der havde udviklet sig lidt, hvis man var i nærheden af CPH West på Baltorpvej omkring middagstid fredag 20. september.

Volumenknappen var drejet helt i bund og bassen fik bygninger og brystkasser til at vibrere i takt med numre, som enhver under 30 kan synge med på – i hvart fald omkvædene.

»Bare giv mig et smil, når du møder mig på din vej, heyo, heyo.«

På en lille scene foran skolens hovedindgang hopper to energiske fyre rundt, mens et gigantisk kor af HG-elever foran scenen, synger med i vilden sky.

»Hold kæft, hvor synger I godt,« råber den ene af fyrene på scenen til eleverne, der hopper, hujer og kaster håndtegn tilbage.

Det er Pharfar og Kaka, to af tidens helt store navne på de danske hitlister, der er på besøg – og de tre numre, de når at spille, mens de er i Ballerup, er alle kendte radiohit, som eleverne synger med på.

Hæv overliggeren

Minikoncerten med Pharfar og Kaka er kulminationen på en lang formiddag med sangundervisning for HG-eleverne.

De er ligesom skolekammeraterne på HHX i samme bygning en del af temadagen ’Hæv overliggeren’, hvor der ved hjælp af forskellige workshops er sat fokus på personlig udvikling og bedre indlæring.

Nogle har spillet skak eller dyrket fitness, mens andre har lavet mindfullness eller øvet holdning og vejrtrækning med rektor Dorthe Heide.

»Vi tager det meget alvorligt – det med at hæve overliggeren. Vi vil gerne hæve overliggeren for de ambitioner, vi har for at lære. Alle skal lære endnu mere,« siger Dorthe Heide.

Se flere billeder fra dagen her: Pharfar og Kaka på CPH West

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *