Måløv BK satte Taastrup FC til vægs
fodbold Lørdag eftermiddag var der sæsonpremiere på Grauballe Grounds i Måløv, hvor sejren i tirsdagens pokalkvartfinale skulle følges op mod Taastrup FC.

Hvad end udeholdet måtte have haft af planer for kampens forløb, så måtte disse hurtigt skrinlægges, da Måløv allerede kommer foran efter fire minutter, da Nicklas Lind Jørgensen fra sin position lige uden for feltet tordner bolden direkte op i hjørnet på et frispark.

Derefter skulle der gå endnu ca. tyve minutter før Taastrups målmand igen fik lov at hente bolden ud af målet, denne gang efter et gennembrud i venstresiden af Nicklas Lind Jørgensen, som sendte bolden direkte ind i panden på Vladimir Radovojsa som sikkert satte bolden ind uden for målmandens rækkevidde. Bare tre minutter senere blev Taastrups skæbne forseglet, da Vladimir Radivojsa satte sit andet mål i kampen ind, efter oplæg fra Nikolaj Ovensen, som uselvisk lagde bolden tilbage i feltet, frem for selv at forsøge sig med en afslutning.

Det blev bedre

I halvlegen gjorde træner Rene Bruun Kristiansen sit hold opmærksom på at udeholdet, på trods af at være bagud 3-0, ikke virkede som om de var helt klar til at opgive at komme tilbage i kampen.

Det gjorde de dog derimod efter blot et enkelt minut af 2. halvleg, hvor Kim Finch Andersen får bolden serveret af den allestedsnærværende Nicklas Lind Jørgensen, som i dagens anledning var rykket fra forsvaret og op på midtbanen, og her satte topscoreren en kølig inderside på, og så var den kamp afgjort.

Den sidste tvivl om kampens udfald blev endegyldigt fjernet efter 53 minutter, da Kim Finch Andersen spiller et-to med Nicklas Lind Jørgensen, og igen kunne sætte bolden køligt ind, og fejre sit 20. mål i blot 15 turneringskampe.

Stille afslutning

Resten af kampen kunne ikke leve op til den første lille time, da Måløv ikke behøvede at forcere spillet, og Taastrup ikke formåede.

En enkelt gang var Måløv dog tæt på, da 30-års fødselaren Mik Jensen var trukket med frem på en dødbold, og fik sat pandebrasken på, men desværre tog det veltimede hovedstød overliggeren i stedet for at stryge i nettet. Mere kunne der ikke klemmes ud af den kamp, og Måløv kan nu se frem til et tæt og spændende påskeprogram, hvor der i dag er kamp i DBU pokalen ude mod Torveparkens SK kl. 18.15 efterfulgt af turneringskamp hjemme på torsdag kl. 12.00 mod Gladsaxe-Hero, og sidst men ikke mindst udekamp på mandag kl. 13.00 mod B1973.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *