Ældretandplejen er snart historie
Tandlæge-ældre-COLOURBOX29800163-copy.jpg
De ældre i Ballerup Kommune kan snart ikke benytte de kommunale tandklinikker længere. Ældretandplejen bliver nemlig nedlagt, så fremover skal de finde en privatpraktiserende tandlæge i stedet. Foto: Colourbox.dk
besparelser Siden 1987 har borgere over 67 år haft mulighed for at bruge kommunens ældretandpleje. Men nu har politikerne valgt at nedlægge den - til stor ærgrelse for mange af de ældre brugere.

I knap 25 år har Kirsten Sørensen og hendes mand brugt den kommunale ældretandpleje på Egebjergskolen, og det har de været særdeles glade for. Derfor blev de noget slukørede, da de blev ringet op af ældretandplejen i forrige uge med besked om, at deres tid var aflyst og at ældretandplejen desuden blev nedlagt, så nu måtte parret finde en privatpraktiserende tandlæge i stedet.

Samme oplevelse havde Ib Andersen, der skrev et læserbrev til Ballerup Bladet i sidste uge, hvor han udtrykte sin vrede over nedlæggelsen:

»Jeg har været meget glad for min tid som patient hos ældretandplejen, de har både kunnet kurere min tandlægeskræk, vedligeholde mine tænder og henvise mig til de specialister der var på skolernes tandklinikker. Jeg er vred over ikke at være blevet underrettet om planerne så tidligt at jeg kunne komme med indvendinger,« forklarede han.

Ib Andersen undrer sig også over, at hverken Ballerup Kommune, Seniorrådet, Ældre Sagen eller Ballerup Bladet har nævnt et ord om sagen – og for sidstnævntes vedkommende har Ib Andersen fuldstændig ret. Nedlæggelsen af ældretandplejen er gået vores næse forbi. Men vi har naturligvis undersøgt sagen, for at finde ud af, hvad der er sket.

Enig kommunalbestyrelse

Det drejer sig – som det jo ofte gør – om besparelser. Denne gang på Ballerup Kommunes Tandpleje, der holder orden på bisserne hos børn og unge – men altså også de ældre over 67 år.

Som tidligere beskrevet her i avisen lægger kommunen skoletandplejen sammen, så den fremover samles på fire skoler frem for de nuværende syv, og som led i denne omstrukturering får ældretandplejen altså kniven.

Ordningen har ellers eksisteret i mere end 30 år – med stor succes. Ballerup er den eneste kommune i landet med en kommunal ældretandpleje og erfaringerne har været meget positive. Men ældretandplejen koster Ballerup Kommune cirka to millioner kroner årligt plus 500.000 i det særlige ’Ballerup-tilskud’, som er et tilskud til tandlægeregningen, som kommunens seniorer med helbredskort får.

De to millioner vil kommunen gerne bruge på noget andet – og derfor vedtog en enig kommunalbestyrelse kort før sommerferien at nedlægge ældretandplejen – men dog fastholde Ballerup-tilskuddet, så de ældre med helbredskort stadig kan få de cirka 700 kroner i tilskud.

Triste tandplejerne

Hos medarbejderne i de kommunale tandklinikker er der bestemt heller ikke jubel over nedlæggelsen.

»Vi er sørme kede af det. Og jeg er også ked af at høre, at folk ringer og skriver til avisen, fordi de er frustrerede over nedlæggelsen. Men der er altså blevet kigget på ordningen fra politisk side, og her har man konstateret at den koster kommunen omkring 2,5 millioner kroner om året. Så har man besluttet sig for at spare en del af de penge, og det er så mit job at få det til at forløbe på bedst mulig måde,« fortæller Rikke Østergaard, der er leder af Tandplejen i Ballerup Kommune.

»Jeg kan godt forstå, at dem der er blevet ringet op og har fået aflyst deres tid er blevet forvirrede. Men jeg kan love alle vores brugere af ældretandplejen, at vi arbejder målrettet på at få styr på det hele og hjælpe dem godt videre. Der kommer snart et brev hjem til dem alle med flere informationer,« siger Rikke og tilføjer:

»Ingen kommer til at stå alene. Vi skal nok få hjulpet alle patienter godt på vej – videre til de private tandlæger.«

Møder med de private

Ældretandplejen har allerede været i dialog med de private klinikker for at sikre sig, at der nu også er kapacitet til de mange ekstra ældre – og det er der.

»Vi skal holde et møde med de private igen her i slutningen af september, hvor vi skal have styr på de sidste detaljer – for eksempel omkring hvordan vi gør rent journalmæssigt, når de mange bruger skal flyttes fra vores system til andre,« forklarer Rikke Østergaard, der tilføjer at hun og kollegaerne kommer til at savne de ældre patienter:

»Mange af dem er jo kommet hos os i rigtig mange år, så det bliver da trist at skulle sige farvel.«

Læserbreve om sagen:

‘Vedr. nedlæggelse af ældretandplejen’ af Kirsten Olsson

‘Svar til Ib Andersen om ældretandplejen’ af fra Lolan Marianne Ottesen

‘Nedlæggelse af Ældretandplejen‘ af Ib Andersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *