Barn eller papirarbejde?
Debat Jeg er lige vendt tilbage på min stue efter endt pause.

Jeg sætter mig på en stol ved bordet. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville bruge tiden på at lave vores pædagogiske planlægningsskema, om hvad vi skal lave i denne måned. Når jeg skal planlægge ved jeg, at jeg skal tage højde for en del ting. Jeg skal bl.a. se i kalenderen om der en nogen af mine kollegaer der har ferie, på kursus eller andet fravær. Jeg skal derudover lave en plan for, hvad der skal ske hver dag, med de 20 børn, der er fordelt på to stuer. Den ene stue med de mindste fra 10 mdr. til 1½ år og den anden stue med børn fra 1½ til 3 år.

Der skal tages hensyn til børnesammensætningen ud fra et inkluderende perspektiv. Jeg skal tage højde for det enkelte individ og fællesskabet. Jeg er også nødt til at sikre mig, at der er en pædagog i hver gruppe. Dette er nærmest en umulighed da vi er 5 ansatte (tre pædagoger og to medhjælpere). Jeg skal tage højde for børnenes aldersgrupper og tage højde for nye børn, der lige er begyndt i vuggestuen. Når der skal begynde nye børn, ved jeg, at jeg eller min kollega skal gå fra og ikke kan være en del af planlægningen.

Henne i døråbningen ser jeg Oscar som kigger ind. ”Hej” siger han, jeg kigger på ham og siger, at han gerne må komme ind på stuen. Han kigger på mig og smiler. Vi går sammen ud på badeværelset og hjælpes ad med at få tøjet på. Vi går ind på stuen igen og jeg går hen til bordet, hvor jeg sad før og var begyndt at lave mit pædagogiske planlægningsskema. Da jeg sidder der, løber mine tanker rundt.

Skal jeg blive siddende her og lave mit papirarbejde eller skal jeg bruge denne unikke tidslomme og sætte mig ned på gulvet for at lege med Oscar. Hvis jeg vælger at blive siddende ved bordet, får jeg ikke lavet det som forventes af mig i forhold til dokumentation af de pædagogiske lærerplaner. Det er obligatorisk, at jeg gør det og det forventes af mig, at jeg får det gjort.

Jeg ved med mig selv, at hvis jeg ikke gør det nu, så skal jeg gøre det på et andet tidspunkt. Jeg skal måske en anden dag gå fra, hvor mine kollegaer skal træde i stedet for mig og se efter de børn som jeg er ansvarlig for. Den tanke bryder jeg mig ikke om, og jeg bryder mig ikke om, at de skal have flere børn at se efter, fordi jeg fysisk skal gå fra. Jeg kan ikke lave forberedende arbejde mens jeg er på stuen, hvor børnene befinder sig. Det kan jeg ikke af den simple årsag, at børnene har brug for en voksen og er afhængig af mig som pædagog.

Og nu sidder jeg med en unik mulighed for at være nærværende og fuld tilstede for Oscar, som sidder alene på stuen med mig. Jeg kigger på Oscar som sidder på gulvet bag ved mig. Han har en bil i hånden og han rækker den henimod mig og siger ”Bil”. Jeg kigger på ham og siger ”sikke en fin bil du har der, skal vi lege”? Den lille dreng nikker og smiler. Jeg sætter mig ned på gulvet og leger. Vi leger sammen i 15 min, hvor vi ser på de mange biler. Vi finder de store biler og små biler, vi sætter dem på en række i størrelse rækkefølge og vi suser hen over gulvet med bilerne. Henne ved døren står Sofie, som lige er vågnet fra sin lur og kigger ind af vinduet i døren.

Jeg rejser mig fra legen for at hjælpe Sofie ind. Oscar kigger på mig. ”Jeg skal lige hjælpe Sofie i tøjet, så kommer jeg ind til dig bagefter”. Jeg når desværre ikke ind til Oscar igen, da de andre børn vågner og jeg skal hjælpe dem i tøjet. Det ville være fantastisk hvis politikerne, begyndte at forstå vigtigheden af vores job. Hvis vi gerne vil have et bedre kvalificeret pædagogisk løft, skal vi se på hvordan dette kommer vores børn til gode.

Hvis vi vil have, at vores børn får en god dag med stor pædagogisk indhold og vel argumenteret holdninger, har vi brug for at få tid til at kunne forberede, dokumentere og evaluere. Vi skal som pædagoger inkludere børn i fællesskaber. Det er ikke noget der kommer af sig selv.

Vi skal have tid til at forberede og tilrettelægge vores hverdag, så det giver de bedste mulige betingelser for barnet.

Det giver mig som pædagog en selvtilfredsstillelse at vide, at jeg kan gøre det, jeg får løn for. Nemlig at kunne forberede min dagligdag, så det giver de bedst mulige betingelser for de børn jeg arbejder med. Vi vil nemlig gerne gøre det som politikerne beder os om, og det giver rigtig meget mening. Men det giver ikke mening, at vi skal finde tiden i vores dagligdag, hvor vores kerneopgave er børnene.

Vi skal i vores fremtid have tiden lagt ind i vores arbejdsdag, så vi kan gøre vores arbejde med respekt for vores faglighed, men i den grad også for børnenes skyld.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *