Reel valgmulighed begrunder højere takster
Debat I den seneste tid har der været lidt diskussion af BFO-taksten, som kun er faldet ganske lidt her i kommunen på trods af skolereformens indførelse til august med længere skoledage.

Reformen er skruet sådan sammen, at nogle af de ekstra timer (faglig fordybelse/lektielæsning) i begyndelsen (frem til næste folketingsvalg) er valgfrie for eleverne at deltage i.

De forældre, der således af den ene eller anden grund fravælger disse timer, har jo fortsat brug for en pasningsmulighed om eftermiddagen (BFO).

Det Konservative Folkeparti mener derfor, at kvaliteten/normeringen i BFO fortsat skal være af høj kvalitet. Det skal være sådan, at der er en reel valgmulighed, så kommunen ikke ved at forringe BFO, presser forældre til at vælge heldagsskolen mod deres vilje.

Vi har derfor været med til at sikre, at der også efter august er et ordentligt BFO-alternativ til heldagsskolen, så de forældre der ønsker det, har en reel mulighed for at vælge BFO.

Så længe denne valgmulighed er til stede, vil BFO-taksen være højere, end man umiddelbart skulle forvente.

Først når heldagsskolen er tvungen for alle elever efter næste folketingsvalg, vil man for alvor kunne mærke et fald i BFO-taksten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *