Ny form for vandtræning
aquapunkt_04-copy.jpg
Ny vandtræning til folk med gigt.

Mange døjer med ondt i ryggen eller problemer med knæ, hofter eller skuldre. Mange har også problemer med sygdommen artrose, også kendt som slidgigt.

Derfor har Gigtforeningen udviklet en særlig form for vandtræning, kaldet AquaPunkt, som kan lindre smerter, styrke kroppen og øge funktionen på de problematiske punkter.

Denne træningsfom er nu også kommet til Ballerup:

»I East Kilbride Badet kan du prøve træningstilbuddet AquaPunkt og målrettet træne de områder på kroppen, hvor du har smerter eller gener. AquaPunkt retter sig mod både arme og skuldre, lænd og mave, ryg, hofter og ben,« fortæller Niels P. Nielsen, som er halleder i East Kilbride Badet.

Hvad er AquaPunkt?

AquaPunkt er et gratis træningstilbud udviklet af Gigtforeningen med støtte fra TrygFonden. Det består af en række effektive og gennemtænkte øvelser samt nogle særlige træningsredskaber af skum. Begge dele er udviklet af Gigtforeningens fysioterapeuter. Målet er, at det skal få flere til at bruge vandtræning regelmæssigt – både forebyggende og lindrende.

Idéen er enkel: På en vogn i svømmehallen står redskaber og rondeller med beskrivelser af øvelserne. Brugeren udvælger selv de øvelser, han/hun gerne vil lave, tager rondellerne og går i gang.

»I East Kilbride Badet har vi livreddere, som er særligt uddannet i øvelserne. Så har du brug for hjælp eller instruktion, så kalder du bare på en af os. Du skal ikke tilmelde dig noget hold, men finder blot AquaPunkt-vognen med redskaber i svømmehallen, hopper i vandet og går i gang – alene eller sammen med andre,« forklarer Niels P. Nielsen og tilføjer:

»Vi håber, at rigtig mange vil opdage, at de kan bruge deres lokale svømmehal til andet og mere end at svømme baner. Mange af vores besøgende supplerer deres svømmetræning med AquaPunkt, mens andre kommer herned for udelukkende at træne AquaPunkt.«

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *