I klasseværelser over hele landet vil danske skolelever i denne uge læse lidt anderledes end de plejer og dermed gøre deres til, at rigtig mange millioner børn rundt om i verden, vil komme i skole. Således også i Ballerup, hvor skolerne vil være en aktiv del af organisationen IBIS’ Hele Verden i Skole-kampagne. Eleverne læser i bogen Læseraketten og lærer ad den vej om alle børns ret til at komme i skole.
I mere end ti år har IBIS sendt Læseraketten ud, og interessen fra både elever og lærere er stor. Bogen i denne uge er specielt skrevet til lejligheden og indeholder en kombination af skønlitteratur og portrætter af de børn, som det hele drejer sig om. Det er simpelthen en måde at bringe verden tættere på danske børn og ind i klassen.
Støttekoncert på ladvogn
Årets kampagne har fokus på børn i Sierra Leone og det er børn derfra, man kan læse om i Læseraketten.
På Rosenlundskolen i Skovlunde sætter man endda alle sejl til i forbindelse med kampagnen, hvor eleverne i 6. b den 15. april giver koncerter på en ladvogn for at støtte projektet.
Under alle omstændigheder er alle skoler i Ballerup, Måløv, Skovlunde og andre dele af kommunen med i læseprojektet, der skal sikre børn i fattige lande en af deres grundlæggende rettigheder – at få en uddannelse.