Lang vej til enighed omkring skolestrukturen
Skolestruktur Medlemmerne i børne- og skoleudvalget er ikke i nærheden af at finde en løsning, som alle kan bakke op om i forbindelse med den kommende ændring af skolestrukturen.

Den 4. marts var skolestrukturen igen på dagsordenen, da børne- og skoleudvalget holdt møde. Det har den været hver gang, siden forvaltningens udspil kom. Men uanset hvor meget der bliver regnet, tænkt, debatteret og læst, så ser det ikke rigtig ud til, at der kan findes en løsning, som alle medlemmer i udvalget kan bakke op om.

»Jeg synes, debatten er som et stykke sæbe, som hele tiden smutter ud af hænderne på os. Hver gang man imødegår ét argument, skifter fokus bare til noget andet,« siger enhedslistens medlem af udvalget, Mette Hedegaard.

Både hun og de konservatives Martin Jonassen har flere gange udtrykt, at de ikke vil gå med til at lukke skoler, som der ellers var lagt op til i første udkast til skolestrukturen, hvor Højagerskolen var på vej i graven.

Siden er der blevet regnet på forskellige andre løsningsforslag, hvor skoleledelser lægges sammen eller hvor nogle skoler laves til ’’fødeskoler’’ dvs. kun har elever op til 6. klasse, og at udskolingen dermed samles på færre skoler i kommunen.

Men uanset hvor mange undersøgelser og udregninger, der er kommet på bordet, er medlemmerne i børne- og skoleudvalget stadig ikke i nærheden af enighed – og nu begynder det at blive presset, hvis de skal holde tidsplanen og være klar til at sende et forslag videre til økonomiudvalget og dernæst kommunabestyrelsen i næste måned.

I følge den allerede justerede tidsplan skal den nye skolestruktur på kommunalbestyrelsesmøde 26. maj med henblik på at få sendt det i høring henover sommeren.

Status Quo

På udvalgsmødet den 4. marts blev det derfor besluttet, at forvaltningen ikke skal regne på flere løsningsforslag, men at medlemmerne i stedet må mødes til nogle ekstraordinære udvalgsmøder i april og maj, for at forsøge at komme en løsning nærmere.

I kommunens debatgruppen på facebook har flere borgere udtryk undring over, at der ikke skete mere på udvalgsmødet, og at referatet derfra dermed ikke indeholdt ’’noget nyt’’. Til det svarer udvalgsformand Peter Als (A):

»Udvalget har ikke bedt om yderligere beregninger. Partierne har på mødet overfor hinanden markeret, hvad der er vigtigt for dem, altså målet med skolestrukturen og til en vis grad også midlet. Der var ingen overraskelser, udmeldingerne svarede til, hvad partierne hidtil har meldt ud i debatten. Partierne vil nu mødes igen og forhandle.«

Lad skolerne være

Både Martin Jonassen (C) og Mette Hedegaard (Ø) er utilfredse med hele tilgangen til arbejdet med skolestrukturen.

De synes grundlæggende slet ikke, at der skal laves om på så meget. Men at skolerne i stedet skal have ro til at koncentrere sig om arbejdet med den nye skolereform, inklusionen osv.

»Jeg synes, at vi skal passe rigtig meget på med de her drastige, forhastede beslutninger, som der lægges op til. Helt ærligt, det er 4,5 millioner kroner vi taler om, der skal spares på skolerne. Det er den ønskede besparelse, der ligger til grund for hele denne diskussion. Jeg synes ikke, at vi skal sparke fundamentet væk under vores skoler for ’’sølle’’ 4,5 millioner kroner, siger Martin Jonassen og fortsætter:

»Lad os vende tilbage til kvaliteten i stedet for og diskutere, hvordan vi kan gøre folkeskolen bedre. Lad os droppe alt om at save rammerne i stykker og i stedet koncentrere os om det indre.«

Samme holdninger kommer fra Mette Hedegaard (Ø):

»Jeg har svært ved at se, hvordan der bliver taget udgangspunkt i elevernes læring og trivsel i et forslag der handler om at flytte dem geografisk. Jeg er overbevist om, at hvis vi laver skoler der slutter ved 6. klasse, så er det en stående invitation til forældrene om, at de nu med god samvittighed kan vælge private skoler. Det er den forkerte vej vi går,« siger hun og tilføjer:

»Jeg synes, det er som om vi bliver bildt ind at vores skoler er ’’syge’’, og nu giver vi dem 20 forskellige indsprøjtninger i blinde – vi ved ikke om det vil virke eller i givet fald, hvad der virker.«

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *