Syv år med skolebørn, skolereform og ny struktur
Debat Jeg er fuld af beundring over, hvordan lærere og pædagoger håndterer de mange forandringer på skole, BFO og klubområde. Jeg er fuld af respekt for den professionelle tilgang, jeg har oplevet dem anlægge overfor de mange nye opgaver - og ikke mindst at undervise samtidig. Ikke kun i mine børns klasser men helt generelt.

I den klasse min datter Laura går i, har vi haft tre vigtige år på mellemtrinnet. Da Janus og Rikke overtog klassen, var det i kølvandet på en lockout, tre forskellige matematiklærere og syv pædagoger. Jeg kan kun udtrykke min største anerkendelse for den indsats Rikke, Janus, Dorthe, Morten, Lotte og Kim har lagt i 6.C på Måløvhøj Skole, det har gjort en kæmpe forskel.

Nu er det slut, klasserne skal slås sammen og børnene skal have linjeklasser fra 7. årgang. Det bliver spændende, lærere og pædagoger har lagt et massivt arbejde i at udvikle linjerne. Lærere og pædagoger brænder for det – så det skal nok blive godt.

Jeg har tillid til mine børns lærere og pædagoger og jeg er mildest talt undrende over, at det politiske flertal har vedtaget en skolestruktur, der både definerer organiseringen og indholdet i skolerne. Det er politisk defineret, hvor mange ledere, der skal være på skolerne, hvad og hvordan de skal lede – jeg er ærgrer mig over den fuldstændige mangel på tillid, der går igen i styringen af skolerne.

Tænk at man i et vestligt land, hvor vi vi plejer at være stolte over vores kritiske sans, innovative tænkning og kreativitet, vil accepterer den form for politisk detailstyring.

Nu er skolestrukturen evalueret og den viser at medarbejderne, lederne, pædagogerne og skolebestyrelserne er både positive og negative. Men hvad med eleverne, hovedpersonerne i skolerne, de er ikke blevet spurgt? Det undrer mig.

Jeg er spændt på det møde, der bliver holdt den 28. juni, om evalueringen af skolestrukturen. Jeg glæder mig til at få en masse nuancer og til at blive klogere på, hvordan skolestrukturen opleves på Ballerup Kommunes forskellige skoler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *