Egebjergklubben – en anakronisme?
Debat Fænomenet opstod i tankerne i Egebjergområdet i 1968, hvor området kom i inderzonen og udstykningen tog fart.

Egebjergklubben (EK) blev etableret i 1969. Men tiderne har ændret sig, manglende interesse for ”fænomenet” er tydelig. Kun få er tilbage til at trække læsset.

Klubben har netop overlevet to generalforsamlinger for at finde nye deltagere til at udfylde tomme pladser i den selvbestaltede sociale forening. Det er ikke første gang i nyere tid, man har oplevet en ”nær død” situation.

I datidens eufori er det lykkedes at overtale de 10 lokale grundejerforeningers medlemmer til at spytte i kassen. Det har de gjort i nu 49 år, 720 medlemmer har årligt tilført EK og affilierede afdelinger cirka 40.000 kroner. Mange er måske ikke klar over deres bidrag til EK, det inkluderes i kontingent til egen forening.

Tilflyttede parcelhusejere får at vide, at man ”automatisk er medlem af EK som borger i Egebjerg”, der nævnes dog ikke om betalingen til EK.

Til EK og affilieret Fælleshusets arrangementer (skt. hans, fastelavn etc.) er fremmødet historisk 30-40 deltagere, hvis 50 eller flere er det formidabelt, voksne, børn og eventuelle gæster. Markedsstørrelse for nævnte 720 parcel ejere er cirka 1.400 plus eventuelle børn og gæster. Torsdagstræf et andet – men ofte må opfordres til fremmøde.

Det er svært at konstatere et markant behov for klubbens eksistens, der berettiger en mængde ”ikke-skyldige” menneskers deltagelse i betaling af 40.000 kroner årligt.

Måske er kun en tredjedel interesseret i – eller brugere af – EK’s arrangementer?

I en tid hvor det er mere og mere klart og forventet, at nyderen selv betaler for sin nydelse, må disse subsidier ophøre. Herved konstateres markedsbehov/interesse og nyderne betaler. Hvis dagens beboere i området fortsat er interesseret i fænomenet?

Egebjergbladet ville ikke bringe tilsvarende i sine spalter.

 

Ballerup Bladet har været i kontakt med formanden for Egebjergklubben, Daniel Ravnsgård, som har afslået at komme med et svar på kritikken, Red.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *