En flad i ansigtet på hårdtarbejdende pædagoger
Debat  Jeg har i dag (29. maj, red.) været til medlemsmøde i BUPL Storkøbenhavn. Mødet omhandlede de opsagte forhåndsaftaler i Ballerup kommune.

Ballerup kommune ønsker ikke længere, at være lønførende. Oplægget fra Ballerup kommune til de nye forhandlinger er, at vi fjerner Ballerup tillægget. Altså en lønnedgang på cirka 1.000 kroner om måneden for den enkelte pædagog.

Dette ses i skærende kontrast til den snart overståede, og voldsomt konfliktfyldte OK18, hvor reallønnen endte med en mindre stigning.

Det skal også ses i relation til et ønske i Ballerup Kommune om, at tiltrække dygtige og engagerede pædagoger til kommunens svageste, børn, unge og ældre.

Endvidere skal det ses i relation til ønsket om høje faglige krav til opfyldelse af kerneopgavernes mål og indhold, samt forventninger til et godt arbejdsmiljø.

Jeg bliver derfor lidt i tvivl om, hvorvidt Ballerup Kommune ønsker at bibeholde høje standarder i kerneopgaverne, såfremt en vigtig markør for rekrutteringen, nemlig lønnen, nedsættes?

Jeg bliver også i tvivl om, hvordan det kan være, at man forhandler med Ballerup Lærerforening før end, at BUPL indkaldes til forhandlinger? Ja, endda afslutter og laver en aftale med lærene først? Dette i kølvandet på en OK18 kampagne, hvor danskerne og de offentligt ansatte bakkede op om, at prioritere ligeløn og løfte lavtlønnede?

Hvad er egentlig rationalerne bag dette udspil? For lige nu ligner det en flad i ansigtet på den hårdtarbejdende menige pædagog i Ballerup Kommune.

Hvorfor taler vi ikke om løft af pædagogernes løn samt – oveni – bedre normeringer? Til alles bedste? Jeg er skuffet og ærgerlig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *