Carsten Balslev har i 20 år været en påskønnet medarbejder på Ballerup Rideskole. Både heste, ponyer og ryttere sætter så meget pris på ham. Der er nogle af rideskolens heste, der kun vil hentes af Carsten.
»Vi er så glade for, at du arbejder hos os og er så stolte over at have en guldvinder på holdet. Tak for din store og engagerede indsats,« sagde formanden for Ballerup Rideklub, Anette Claudi, da Carsten blev fejret af rytterne på rideskolen.
Som en af gaverne fik Carsten en indrammet udgave af artiklerne i Ballerup Bladet, da han tog guld med hjem til Ballerup.
Carsten hjælper også i Netto i Egebjerg og er en meget aktiv fan af Herlev Eagles.