Landsbyløbet er et hyggeligt motionsløb for både motionister og eliteløbere. Det foregår på naturskønne ruter i Ledøje og Smørum i let kuperet terræn. Og der er distancer på både 5 km, 10 km, halvmarathon og børneløb (op til 12 år) på 3,2 km.
Ved sidste års løb deltog mere 500 løbere, og arrangørerne i løbeklubben SØAM håber at se mindst lige så mange løbere i år.
Ruterne starter ved Kulturhuset i Smørum og går alle gennem én eller flere af de omkringliggende landsbyer. Børneløbet løbes på de store stier i Smørum, og børnene kan derfor trygt gennemføre løbet uden at komme i nærheden af trafikeret vej.
Der er flotte præmier til de tre hurtigste mænd og kvinder på hver rute – og det samme gælder naturligvis for børneruten, hvor alle desuden får en fin medalje med hjem.
Ved start-/målstregen er der et eventområde, som byder på masser af gratis aktiviteter og giver hele familien mulighed for at få en hyggelig dag. Der arrangeres også et mini-orienteringsløb for børn på bagsiden af kulturhuset og veteranbilklubben kommer forbi med deres flotte biler.
Man kan læse mere og tilmelde sig på www.landsbylobet.dk.