2.700 basketglade publikummer var samlet for at se et show af kaliber. Og de blev ikke skuffede, da de legendariske amerikanske Harlem Globetrotters forvandlede den store sportsarena til et magisk univers af boldtrylleri.
Harlem Globetrotters har eksisteret i 90 år, og holdet har (med en del udskiftninger undervejs) turneret i det meste af verden. Ud over at give publikum verden over en vild basketball-oplevelse er formålet med Harlem Globetrotters’ omrejsende boldcirkus at nedbryde kulturelle barrierer. I onsdags var det anden gang basketballspillets betvingere besøgte Ballerup.