Mere om højhuse i Måløv
Debat Kære Helle Hardø Tiedemann. Tak for besvarelsen af mit indlæg vedrørende høje huse langs Måløv Byvej.

At kommunalpolitikere er interesseret i at få nye borgere til kommunen, er både forståeligt og vel også i borgernes interesse. Det er vel også den bærende ide i tankerne om at ændre den eksisterende lokalplan for området, fra at være til lettere industri med mere til egentligt boligområde. En interesse, som du nævner, Jeudan også har.

For at kunne anvende Jeudans areal til boligbebyggelse, vil den eksisterende bebyggelse – Hindsgavls gamle fabrik samt butikker – skulle fjernes. En ekstra omkostning ved et eventuelt boligprojekt.

Det er, set fra Jeudans side, et argument for at have en højere bebyggelsesgrad. Du nævner, at der godt kan argumenteres for en højere bebyggelsesgrad. Her må jeg underforstå argumenter, som er i Måløv bys interesse.

Hvilke argumenter er det, du har i tankerne?

Som jeg har forstået det, er der ud over Jeudan og kommunen to andre ejere af arealer i det aktuelle område.

Hvordan stiller de sig til planerne om boligbyggeri?

Har Jeudan eller kommunen gjort sig tanker om, hvilke boligtyper, der kan komme på tale?
Som du ser, rejser dit svar nye spørgsmål, som jeg og sikkert mange andre godt kunne tænke sig svar på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *