Fra Ballerup til Bondo
Borupgaard-i-Bondo-1-copy.jpg
Borupgaard-gruppen med fadderbarnet Bernard og to af Plans medarbejdere i Bondo. Foto: Privatfoto
Planfaddere Syv elever og deres lærer fra Borupgaard Gymnasium er netop vendt hjem fra Kenya, hvor de besøgte seks af gymnasiets fadderbørn.

10 kroner om måneden kan gøre en verden til forskel for børn og unge i Kenya. Det ved elever og lærere på Borupgaard Gymnasium, for det har de netop oplevet med egne øjne.

Syv elever og deres lærer rejste i marts måned den lange vej til Bondo, som ligger ud til Victoriasøen i det vestlige Kenya.

Borupgaard-i-Bondo-3-copy

Ønsket var at møde nogle af de unge, som Ballerup-eleverne støtter hver måned som Planfaddere i Plan Danmark. Et ønske der i den grad gik i opfyldelse.

»Turen til Kenya har været den største oplevelse i mit liv,« siger Elsa Rán Kristjánsdóttir, der går i 3.w og bor i Ballerup.

Gymnasieeleverne besøgte blandt andre Charles, som er 3.w’s fadderbarn.

»Besøget hos ham var for mig hele turen værd. Det er noget helt andet at møde sin egen klasses fadderbarn – det blev pludselig meget personligt,« fortæller Elsa, som havde medbragt en meget personlig gave til Charles: En tegning fra en klassekammerat, et lamineret klassebillede og et håndskrevet kort.

»Det var meget følelsesladet. Jeg blev rørt helt ind i hjertet, og det var en utrolig oplevelse,« siger Elsa, der undervejs måtte kæmpe med at holde tårerne tilbage.

Borupgaard-i-Bondo-2-copy

Elsa med sin klasses fadderbarn Charles og hans familie. Charles har fået 3.w’s klassebillede, så han kan se alle sine faddere i Danmark.

En overvældende oplevelse

For eleverne er det helt unikt, at besøge fadderbørnene og opleve den forskel, fadderbidragene gør. Eleverne besøgte flere skoler, som støttes af Plan, og et stort vandprojekt, hvor vand fra Victoriasøen renses og pumpes ud i rør til glæde for mange børn og voksne.

Rejsen gjorde også et stort indtryk på elevernes lærer, Thomas Borum Reuss:

»Vi er alle helt overvældede af turens indtryk, og mødet med fadderbørnene og deres familier har været meget intenst og livsforandrende,« siger Thomas og fremhæver tre nøgleord, som har brændt sig fast. Håb, værdighed og gavmildhed.

»Én familie havde kun tre høns. Den fjerde havde de slagtet for at bespise os. Denne gavmildhed var overvældende og meget udfordrende for os at møde.«

»Selvom de lever et nøjsomt og fattigt liv, hvor flere af børnene, ud over skolegangen, må bruge op til fire timer dagligt på at hente vand til familien, havde de alle håb, glød i øjnene og drømme for fremtiden. Det gjorde et stærkt indtryk,« siger lærer Thomas Borum Reuss.

Borupgaard-i-Bondo-4-copy

Muhammed Bektas sammen med 3.T’s fadderbarn Victor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *