Pædagoger døjer med dårligt psykisk arbejdsmiljø
Pædagog-COLOURBOX-copy.jpg
28 procent af pædagogerne i Ballerup døjer ifølge BUPL med dårligt psykisk arbejdsmiljø. Foto: Colourbox
Arbejdsmiljø Mere end hver fjerde pædagog i Ballerup har så dårligt et psykisk arbejdsmiljø, at det går ud over både deres helbred og de børn og unge, de skal tage sig af.

Det står skidt til på pædagogernes arbejdspladser i Ballerup og omegn. I følge en helt ny undersøgelse, som BUPL Storkøbenhavn har lavet blandt sine medlemmer, oplever hver tredje, at deres psykiske arbejdsmiljø er så dårligt, at det både går ud over deres helbred og de børn og unge, som de skal tage sig af.

I Ballerup er det 28 procent af de medlemmer, der deltog i undersøgelsen, der føler sig ramt af dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Undersøgelsen viser også, at halvdelen er bekymrede over at blive syge på grund af deres arbejde, og at 32 procent – altså hver tredje – allerede har været sygemeldt med, hvad de selv definerer som stress-symptomer inden for de seneste fem år.

»Vi vidste godt, at mange af vores medlemmer havde ondt i arbejdsmiljøet. Men at en tredjedel pædagoger i Storkøbenhavn arbejder i, hvad de oplever som et dårligt psykisk arbejdsmiljø; at fire ud af fem har fysiske symptomer på stress, og at seks ud af 10 overvejer at skifte fag – ikke bare arbejdsplads, men fag – ryster os,« siger Michael Egelund, formand i BUPL Storkøbenhavn.

Ifølge BUPL Storkøbenhavns undersøgelse er det især de yngre pædagoger, og dem der arbejder med børn i 0-6-års alderen, der føler sig pressede.

Nærværet forsvinder

I undersøgelsen har BUPL Storkøbenhavn også spurgt medlemmerne, hvad det dårlige arbejdsmiljø har af konsekvenser for dem og deres hverdag. Her svarer 71 procent, at de oplever, at de ikke har været så nærværende over for børnene, somde gerne ville.

»Netop manglen på nærvær plager mange af vores medlemmer, og når vi får henvendelser fra pressede medlemmer, er det historier om at være alene med mange ofte meget små børn, som måske græder og også skal skiftes, de fortæller om. Noget de oplever som stressende og ødelæggende for det nærvær, alle voksne er enige om, at børn har behov for. Nærvær må ikke blive en mangelvare,« siger Michael Egelund og tilføjer:

»At skabe et bedre psykisk arbejdsmiljø kan ikke ordnes med psykologhjælp eller coaching alene. Det er noget, der skal løses i fælleskab – af pædagoger, ledere og arbejdsgivere. Derfor vil jeg også gerne invitere til yderligere samarbejde med kommunen for et bedre arbejdsmiljø, så vores børn får den opmærksomhed, de har behov for.«

Fakta om undersøgelsen

BUPL Storkøbenhavn, som dækker de 12 kommuner: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Furesø, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk, har cirka 5000 medlemmer.

3400 af disse har fået tilsendt et online spørgeskema med spørgsmål om arbejdsklimaet.

Af disse har 1054 (31%) svaret på spørgeskemaet.

 


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *