Elever vinder regionsmesterskaber med smart sutteflaske
CPH-West-regionsmestre-i-iværksætteri-2-copy.jpg
De fem elever bag ’Babyfriend’ har opfundet en smart sutteflaske med indbygget batteri, der kan oplades med samme oplader som en smartphone. Denne sutteflaske sikrede gruppen sejren i regionsmesterskaberne i iværksætteri. Nu skal de videre til danmarksmesterskaberne.
Iværksætteri Fem handelsgymnasieelever fra CPH West i Ballerup vandt regionsmesterskabet i iværksætteri.

For mange nybagte forældre er det et dagligt bøvl at få varmet modermælks-erstatningen til den lille øjesten, specielt hvis sulten melder sig, når de er på farten.

Den problemstilling har elevvirksomheden Babyfriend udtænkt en løsning på. Virksomheden består af de fem andenårselever Emil, Andreas, Nicklas, Vincent og Michelle.

De går alle på den internationale innovationslinje på hhx på Handelsgymnasiet i Ballerup.

Inspiration fra familien

Ideen til produktet fik Michelle, da hun snakkede med sin onkel og moster, som er forældre til tre børn.

»Vi skulle finde på et smart produkt, der er et stort behov for, så vi snakkede hver især med vores venner og familie om, hvad det kunne være. Michelles onkel og moster nævnte, at det ofte var svært at skulle lave en flaske til spædbørn, når man for eksempel var ude at køre eller sad på en cafe eller restaurant, og den problematik besluttede vi os at angribe,« forklarer gruppen.

De udviklede derfor en sutteflaske med et indbygget batteri, som kan opvarme modermælkserstatning.

Selve batteriet kan lades op med den samme oplader som smartphones, hvilket gør, at man næsten altid kan få strøm til sutteflasken.

Produktet faldt i den grad i dommernes smag til regionsmesterskaberne, hvor de fem elever kæmpede mod fjorten andre virksomheder.

Det endte derfor med den samlede sejr, som betyder, at de er kvalificeret til Danmarksmesterskaberne, der afholdes i Industriens Hus den 24. april.

Fokus på iværksætteri

Rektor på Handelsgymnasiet i Ballerup Dorthe Heide glæder sig over, at skolen er med helt fremme, når det handler om iværksætteri.

»Vi er stolte over at være repræsenteret til Danmarksmesterskaberne. Som handelsgymnasium er det vigtigt for os at have fokus på innovation og iværksætteri. Mange af vores elever drømmer om en karriere i erhvervslivet, enten som ansatte i private virksomheder eller som selvstændige,« siger hun og tilføjer:

»Til sommer starter vi en helt ny studieretning op inden for it og iværksætteri, hvor eleverne skal lære det faglige ved at arbejde med egne virksomhedsideer. Den skal understøtte vores satsning på at udvikle fremtidens iværksættertalenter.«

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *