Det kan godt være, at meget spil foregår online eller på computere, tablet eller telefoner, men der er noget hyggeligt ved at mødes over et brætspil, sådan helt ’old school’.
Det viste sig at holde stik, da Hareskovens Lilleskole sidste søndag afholdt den tilbagvendende brætspilfestival med deltagere fra hele området.
Det er butikken Fantask i samarbejde med skolen og Din Tur Nu, der står bag festivalen, der igen trak rigtig mange til. Her kunne de spilleglade boltre sig med en lang række sjove og hyggelige brætspil. Der var både rollespil, almindelige brætspil, figurkrigsspil og kortspil – målrettet til alle aldre.
Dermed kunne både børn og voksne finde et spil, som passede til dem. Både klassisk brætspil og helt nye spil var på bordet, hvor der blev grinet, raset og kæmpet.
Der var spil i gang det meste af dagen og undervejs kunne man købe både mad og drikke, for en brætspilshelt skal jo også have noget indenbords til at klare strabadserne.
Hvis man faldt over et sjovt eller spændende spil, så var der også mulighed for at købe et af dem i Fantask-butikken.
Målet er naturligvis, udover at have det hyggeligt sammen, også at udbrede kendskabet til spil, hvilket arrangementet i dén grad levede op til.
Se flere billeder fra festivalen her: