Der er lige en måned endnu med ’’den gamle’’ kommunalbestyrelse, men fra årsskiftet tager det nye hold over – og det er i dén grad et helt nyt hold, for posen blev rystet godt ved kommunalvalget i år, hvor hele 10 af de i alt 25 kommunalbestyrelsesmedlemmer blev skiftet ud. Kønsfordelingen er den samme; ni kvinder og 16 mænd.
Socialdemokratiet siger farvel til Tom Schiermer Nielsen, Michael Krautwald-Rasmussen og Jan Møller, der alle tre har valgt at stoppe. Til gengæld kan de byde velkommen til fire nye: Den blot 19-årige gymnasieelev Johan Müller, den 41-årige skolepædagog Anja H. Holtze, den 36-årige områdechef Morten Andersson og den 48-årige pædagogisk leder Dennis Sørensen.
Hos Venstre var det kun gruppeformand Kåre Harder Olesen, der blev genvalgt. Dermed er både Marie Kielberg-Bæk, Kim Schulz Larsen, Christian Skjæran og Mikael Wandel ude. Til gengæld blev sidstnævntes kone, 41-årige Sussie Wandel valgt ind. Sussie har siddet i salen før som barselsvikar for Marie Kielberg-Bæk i 2016. Sidste mand i Venstregruppen bliver 21-årige finansstuderende Jacob Wøhler Jørgensen.
Enhedslisten siger farvel til Mette Hedegaard, der flytter fra kommunen, og i stedet er Stine Rahbek Pedersen, som tidligere har vikarieret for Mette, på plads ved siden af Ali Abbasi.
Konservatives Martin Jonassen har også valgt at stoppe – i stedet er valgt den 45-årige salgschef Allan Kristensen.
Nye Borgerliges Lone Madsen er ude, hun var oprindeligt valgt ind for DF, der fik en enkelt ny mand ind; Michael Jensen, som skal sidde sammen med Birgitte Dahl.
Rosinen i pølseenden af nye ansigter er også ny alderspræsident: 75-årige Ulrik Falk-Sørensen, der blev valgt ind for SF. Han er nu ikke så ny endda, da han tidligere har siddet i kommunalbestyrelsen i hele 28 år.