Ballerup Museum har netop modtaget en sjov og spændende gave fra Det Kongelige Bibliotek; den allerførste udgave af Ballerup Avis, prøvenummeret fra 14. november 1882 – altså for præcis 135 år siden.
Senere vil følge flere af de gamle udgaver, fortæller museumsmedarbejder Charlotte Holm Hansen, der har nærlæst den fire sider lange Ballerup Avis for Ballerup-Måløv-, Ledøje-Smørum- og omkringliggende sogne, som der står.
På allerførste forside skriver redaktøren af Ballerup Avis, at avisen udsendes »i det Haab, at den fremtidig maa blive som en kær Ven, man hver Dag længes efter.«
Siden er det blevet til rigtig mange lokalaviser i Ballerup – og forhåbentlig er avisen stadig en ’’kær ven’’ på spisebordene rundt om i lokalområdet.