Millioner til de ældre
Tilskud Lidt over ni millioner kroner kommer de ældre i Ballerup til gode i det kommende år. Pengene kommer fra den såkaldte »ældremilliard«.

I tider, hvor der ellers ofte kun opleves besparelser og nedskæringer, så kan det glæde de ældre, at der kommer flere penge til området i indeværende år.

Der er nemlig 9,1 millioner kroner på vej til ældreområdet i 2014 fra den såkaldte »ældremilliard«. Pengene kommer nemlig fra den milliard kroner, der blev afsat på finansloven for at løfte ældreområdet i Danmark. Ballerup søgte på lige fod med andre kommuner i landet og har nu fået bevilget 9,1 milliioner kroner af de mange penge.

»Det er godt, at vi har fået den bevilling og den giver os nogle helt nye muligheder på ældreområdet, som hurtigt vil komme de ældre til gavn i deres hverdag,« siger Lolan Ottesen(A), formand for social- og sundhedsudvalget.

Helt konkret vil der blive ansat flere sygeplejersker i hjemmeplejens nattevagt, så de kan blive tværgående i hele kommunen. Kommunen vil også gerne oprette et aktivitetsteam, der skal skabe aktiviteter for de svageste ældre i deres eget hjem og i plejecentrene.

Efter planen vil alle indsatserne blive implementeret hurtigst muligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *