Jack the Ripper er tilbage
The-Wild-Rose-premiere-30.jpg
Kostumerne og scenografien afspejlede miljøet i Londons slumkvarter såvel som skuespillet. Foto: Flemming Schiller
Anmeldelse Elever fra Borupgaard Gymnasium anmelder Baltoppens forestillinger. I denne uge bringer vi Caroline Julø Holmgaards anmeldelse af Ballerup Ungdomsskoles musical 'The Wild Rose'.

Tirsdag d. 4 marts gik flere end 50 unge skuespillere på scenen i Baltoppen Live – der var nemlig premiere på ”The Wild Rose”. Dette års musical, udført af de unge fra Ballerup Ungdomsskole, tager en af historiens største krimigåder op, nemlig sagen om ”Jack the Ripper”. Livet i Londons slumkvarter er hårdt og ikke mindst farligt for de prostituerede, der må lade livet for Jack the Rippers hånd. Fortællingen om ”The Wild Rose” tager udgangspunkt i virkelige hændelser, men går også sine egne veje, hvor der bl.a. bliver givet et bud på, hvem der gemmer sig bag titlen ”Jack the Ripper”.

De talentfulde unge

Før tæppefald gav de unge en forsmag på stykket ved at fremvise små stykker i forhallen blandt det ventende publikum. Hovedhistorien foregår omkring et af Londons bordeller, The Wild Rose, hvor mystikken omkring Jack the Ripper leder hen. De prostituerede drømte ikke om at ende sådan, og nu da drabene bliver flere og flere spredes frygten blandt pigerne.

Scenen var fyldt med unge talenter, der bragte rollerne til live for øjnene af publikum. Ikke nok med, at skuespillet udspillede sig fænomenalt på scenen, så medvirkede sangene også til at formidle karaktererne og give dem ekstra kant. Sangene gav ydermere historien noget styrke og fangede publikum. Det må siges, at Ballerup Kommune har et bredt udvalg af talentfulde unge, der ikke er bange for at udfolde sig, og som nyder at leve sig ind i en rolle.

Et lys i mørket

Selv i det mørke og dystre slumkvarter i London, hvor det der betyder noget er rigdomme og stjernestatus, blomstrer forelskelsen mellem den prostituerede Julia og den amerikanske detektiv William. Det er en fornøjelse at se skuespillernes karakterer udvikle sig på scenen. Det tilfører historien dybde og karakter. Stykket tager ydermere en uventet drejning mht., hvem der står bag alle de forfærdelige mord, men hvordan og hvem der er morderen, må man få svar på ved at tage ind og se forestillingen.

Det kan tydeligt ses, at både de unge og de voksne bag forestillingen har brugt utallige timer på at få musicalen stykket sammen. Talenterne, scenografien, kostumerne og musikken sad lige i skabet, hvilket gjorde det nemmere for publikum at leve sig ind i 1880’ernes London. Musicalen ”The Wild Rose” er et ekstremt vellykket stykke, som jeg stærkt vil anbefale alle at gå ind og se.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *