Sømosen har ikke brug for en ny by
Debat Kære Helle. I mit læserbrev (uge 36) havde jeg ikke kun stykket mellem kollegiet og mosen i tankerne, som du nævner i dit indlæg (uge 37). Jeg refererede også til det område nord for DTU, som I kalder ’byggeområde’ (farvet med gult) i debatoplægget.

Her er en rigdom af dyreliv, og man skal ikke tro, at man kan holde på rådyr, ræve, harer, lækatte, rovfugle m.m. ved blot at undlade at røre ved striberne af træbevoksning på byggeområdet. Træer har de også inde i Tivoli. Dyrelivet bliver trængt væk, hvis området tilbygges, og så ryger naturværdien.

Vi har ikke brug for mere liv og aktivitet i området, som I politikere tilsyneladende forsøger at binde os på ærmet. Den slags finder vi nede i Herlev eller i Ballerup centrum… og senere hen i Skovlundecenter Syd-området 1,5 km væk, når det nye centerbyggeri står færdigt.

Sømosen rummer i forvejen rigeligt med velgørende liv for dyr og mennesker. Hvorfor bygge en fjerde bymidte på bekostning af vores få grønne områder?

Du skriver, at ”der heldigvis er en beskyttelseslinje syd for mosen på 40-50 m”. Ret beset betyder den afstand ingenting, hvis man er et sky rådyr eller ræv eller for den sags skyld et menneske, der påskønner at få lov til at se på vildtet fra en, for dyrene, tilpas sikkerhedsafstand.

Du må heller ikke undervurdere den sundhedsmæssige betydning af at kunne ”se grønt så lang øjet rækker,” hvilket selvfølgelig er en overdrivelse, da DTU-bygningen allerede ligger der. Men hvorfor tage flere lunser af det grønne?

Grundejerforeningerne har lige fået bygget to sheltere og et madpakkehus i det, der nu benævnes byggeområde. Hvor naturagtigt er det at overnatte i et byområde?!

Jeg kan ikke begribe, hvorfor man vil ødelægge naturværdien til glæde for gennemrejsende studerende. Jeg er ikke imod studieboliger, men hvis behovet for 300 boliger er så stort for andre end investeringsfonde og byggeselskaber, må det være muligt at lægge hovederne i blød og udpege andre arealer i kommunen.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *