Ny forening for Ballerups kvinder
Kvindeforening-copy.jpg
Signe Kirik og Nurhan Akdeve vil sammen med ni andre kvinder stå i spidsen for en helt ny kvindeforening i Ballerup.
Samvær En gruppe kvinder er gået sammen og har dannet en forening, som blandt andet vil holde fester og arrangere motion og systue til Ballerups kvinder.

Nurhan Akdeve og Signe Kirik er to af de 11 bestyrelsesmedlemmer i den nyoprettede kvindeforening, der er blevet til under den tyrkiske kultur- og idrætsforening i Jonstrup.

Kvindeforeningen er dog ikke en tyrkisk forening, men åben for alle kvinder uanset etnicitet.

»Alle er velkomne i kvindegruppen, men som det er lige nu, mangler vi et sted at være. De lokaler som kultur- og idrætsforeningen har ude i Jonstrup er slet ikke store nok, så vores første problem er at finde egnede lokaler,« fortæller Signe Kirik.

Masser af idéer

Idéen til kvindegruppen opstod i januar, og allerede nu er de 11, der har sat sig sammen og er blevet enige om, at de gerne vil udgøre bestyrelsen i den nye gruppe.

Derudover fortæller de to ildsjæle, at der allerede er cirka 60 kvinder, der gerne vil være med.

Deres første projekt bliver at holde en kvindefest på søndag den 16. marts i Inci selskabslokaler på Tempovej.

»Næste projekt bliver at holde en stor bazar, hvor alle kommer med forskellige ting, som kan sælges. Nogle vil bage eller lave mad, andre vil komme med ting til loppemarked eller strikke, hækle og sy ting, som vi kan sælge,« fortæller Signe Kirik.

De to ildsjæle håber på, at de måske kan få lov at holde bazaren på Kirketorvet for enden af Centrumgaden eller et lignende centralt sted.

»Men der er stadig rigtig mange praktiske ting, som vi først skal have styr på. Vi er jo en helt ny foreningen, så vi er ikke så langt endnu,« siger Signe Kirik.

Motion og andet godt

Nurhan Akdeve har allerede god erfaring med at samarbejde med forskellige instanser i Ballerup Kommune. Hun har blandt andet arbejdet som integrationsmedarbejder i kommunen – og er i øjeblikket også ansat som sundhedsvejleder i Sundhedshuset 10 timer om ugen.

»Jeg kan fungere som brobygger i samarbejdet med kommunen, hvor jeg allerede har et stort netværk,« siger Nurhan Akdeve, der især brænder for at få etniske kvinder til at dyrke mere motion og leve sundere.

»Ved hjælp af mere motion og fokus på sundhed kan vi være med til at forebygge sygdomme både fysisk og psykisk,« siger hun.

Kvindeforeningen vil blive en god blanding af tilbud til alle slags kvinder – både motion, systue og større sociale arrangementer.

»Vi er meget åbne overfor idéer, hvis nogle har lyst til at være med eller byde ind med forslag til, hvad vi kan lave af aktiviteter i gruppen,« siger Signe Kirik og opfordrer alle interesserede til at kontakte hende på telefon 52 30 06 13 – hver lørdag i tidsrummet 13-15 .


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *