Søndag den 22. september er Skovvejskirken pyntet smukt op til høstgudstjeneste. Ballerup sogns pigekor medvirker med deres sang under ledelse af organist Lisa Nielsen og sognepræst Inge Meibom har som gudstjenestens tema: sensommerens og høstens årstid og forundringen over livets mirakel, som findes i naturen og vor næstes ansigt.
Menighedrådet i Ballerup sogn har dækket kaffebordene i Mødesalen og her kan købes kaffe, te og hjemmebagt kage.
Årets store auktion går i gang efter de første par kopper kaffe er drukket, og derfor er det en god ide at medbringe nogle håndører. Dette år sælges frugt og grønt, chokolade fra Toms, lokal vin til rimelige priser, blomster og kunst samt fine lys og servietter.
Pengene fra auktionen går til alene-forsørgere i Ballerup sogn som julehjælp.
Ballerup sogns menighedsråd byder alle velkomne til denne festlige gudstjeneste.