Efter initiativ fra Ballerup Kommune var lokalet lukket for alle andre end børn, som havde tilmeldt sig sommerens aktivitet i den store hal. Jonas Saber som instruktør og Helge Tolmark med assistance fra Jytte Freitag havde påtaget sig opgaven at indføre de unge begyndere i begreber som forhånd, baghånd, prikspil og for de bedste også smash.
Mens ældre veteranspillere, de såkaldte +60-spillere, myldrer rundt i Danmarks bordtennnisklubber har sporten et stort behov for tilgang fra de unge. Derfor er kommunens årlige invitation til ugens unge begyndere et stærkt bidrag til bordtennissportens fremgang. Om de fremmødte børn nu melder sig ind i en bordtennisklub er ikke til at sige, men de havde under alle omstændigheder nogle sjove timer med bat og bord på Tapeten.