Hjælp til unge pårørende til psykisk syge
Oprust-Tapeten-2.jpg
Oprust i Ballerup drives af sundhedsvejleder Maiken Ziebell og idrætsinstruktør Goran Tufekovic. Sammen prøver de at give unge pårørende til psykisk syge mere overskud i hverdagen - både fysisk og mentalt Foto: Flemming Schiller
Pårørende Oprust er et nyt tilbud på Tapeten i Ballerup, hvor unge pårørende til psykisk syge kan mødes til samtaler og fysisk aktivitet.

På Tapeten i Magleparken er et nyt tilbud til unge, der har det svært, flyttet ind. Det er foreningen Det Sociale Netværk, der står bag tilbuddet ’Oprust’, som henvender sig til unge pårørende til psykisk syge.

Oprust tilbyder de unge individuelle samtaler, gruppesamtaler med andre unge i samme situation og sidst men ikke mindst forskellige former for fysisk træning.

Det er idrætsinstruktør Goran Tufekovic og sundhedsvejleder Maiken Ziebell, der driver Oprust i Ballerup, hvor de hver uge mødes med en gruppe unge – først til snak og så til træning.

»Det hele hænger sammen – altså det fysiske og psykiske. Hvis du får overskud rent fysisk, får du også bedre overskud mentalt,« siger Maiken Ziebell, der tager sig af samtalerne, mens hendes makker Goran Tufekovic står for den fysiske træning.

Syv er i gang

Oprust har eksisteret i København i et stykke tid, men åbnede en afdeling i Ballerup i slutningen af januar i år.

I løbet af disse første uger har syv unge fundet vej til Tapeten, hvor Maiken Ziebell og Goran Tufekovic har ventet spændt på, hvor mange der ville melde sig til.

»Vi synes, det er rigtig flot, at vi allerede har syv unge på holdet. Men der er stadig plads til flere, så vi prøver at komme rundt i kommunen og få fortalt folk, at vi er her,« siger Maiken Ziebell.

Tilbuddet er finansieret af Sundhedsstyrelsen og er derfor gratis for de unge. De behøver ikke henvisninger eller andet, men kan bare ringe eller skrive til Oprust og få en snak med Maiken Ziebell om deres situation.

»De unge kommer her dels for at møde andre unge i samme situation som dem selv, men også for at få vendt nogle af de svære ting, de slås med i hverdagen,« fortæller Maiken Ziebell og uddyber:

»Det kan for eksempel være, at de har en mor eller far, der er psykisk sårbar. Derfor har de måske ikke lyst til at have venner med hjemme, og de har ofte påtaget sig en eller anden form for voksenrolle i familien, hvor de ’’tager sig af’’ mindre søskende eller den syge forælder.«

»Mange af dem har også tanker omkring, om de mon selv bliver syge eller om de har gjort noget forkert – eller om de kunne have gjort noget anderledes i forhold til den syge pårørende. Det kan være rigtig svært for dem, og de har mange tunge ting at slås med i en alder, der i forvejen er svær,« siger Maiken Ziebell.

På de unges præmisser

På Tapeten i Ballerup mødes de unge hver onsdag klokken 15.30 – først til gruppesamtale og derefter går de i hallen og lavet en eller anden form for fysisk aktivitet. Det kan være alt lige fra bordtennis til hockey eller badminton. Men der er også tid til individuelle samtaler, hvis de unge har behov for det.

»Det hele kører meget på de unges præmisser – hvad vil de gerne lave og tale om? Hvad fylder for dem. På den måde er vi ikke så firkantede,« siger Maiken Ziebell.

Håbet er at få opbygget både mentalt og fysisk overskud hos de unge, så de kan få det bedre.

»Vi vil gerne give de unge troen på, at de rent faktisk har en masse ressourcer at trække på, og så give dem værktøjer til at tackle de udfordringer, de står i,« siger Maiken Ziebell.

Men også fællesskabet med de andre unge vægtes højt:

»Det er optimalt, hvis de også får nogle relationer på tværs af hinanden i gruppen. Det er trods alt lidt nemmere at tage en fra gruppen med hjem, selvom ens mor måske er psykisk sårbar, fordi de forstår situationen. Så jeg håber at både gruppesamtalerne og idrætten kan være med til at bryde barriererne lidt ned, så de unge løsner mere op overfor hinanden,« forklarer Maiken Ziebell.

»Men derudover vil vi også bare rigtig gerne være et tiltrængt pusterum for de her unge, hvor de kan få lov at sige lige præcis, hvad der passer dem. Et sted hvor de ikke skal tage hensyn til en syg pårørende, men kan komme som de er og få lov til at læsse af,« tilføjer hun.

Projektet kører foreløbig til og med 2015.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *