Vi lytter til beboerne
Debat Kære Merethe Dupont, tak for dit åbne brev til mig vedrørende lokalplanforlaget på Egebjerggård.

I brevet nævner du flere punkter, som også vedrører ejendomsselskabet. Det synes jeg, du skal tage op med dem.

Overordnet set har vi en intension om at se på hele bykvarteret Egebjerggård, der efterhånden har godt 25 år bag sig. Vi ønsker, der bliver mulighed for en videreudvikling af området, så det bliver tidssvarende med de behov, der er i dag og fremover.

Baggrunden for det nye lokalplanforslag er blandt andet, at vi gennem årene fra flere sider på Egebjerggård er blevet mødt med et ønske om at få tilført nogle store familieboliger i området. De fleste boliger i bykvarteret i dag er ret små (ca. halvdelen er 2-rums boliger). Det har betydet, at mange har måttet flytte fra Egebjerggård, når familien er vokset, selvom de gerne ville blive. Det er på den baggrund, at lokalplanforslaget, der nu er i høring, giver mulighed for opførelse af boliger ved Egebjergvej. Arealet, der tænkes anvendt, er et areal, som i de nuværende lokalplaner delvist er udlagt til erhvervsbebyggelse, og nu er der et ønske om at bygge boliger i stedet.

Det er vigtigt at understrege, at lokalplanen kun sætter rammerne, og at der i dag ikke foreligger et konkret projekt.

Først når lokalplanforslaget er vedtaget, vil der være grundlag for, at Ballerup Ejendomsselskab kan indgå en aftale med kommunen og udarbejde et konkret projekt for en boligbebyggelse.

I Ballerup Kommune har vi en god tradition for at inddrage og lytte til borgere og beboere. Vi ønsker en åben proces og er interesseret i at høre alle relevante parter i sagen.

Vi har udarbejdet lokalplanforslaget i dialog med Fællesvirket, og der har været holdt flere møder. Jeg deltog selv i den borgerworkshop, der blev holdt i efteråret 2012.

Kommunen har holdt møde med beboerne og Fællesvirket, sammenslutningen af beboerrepræsentanterne. De er blevet præsenteret for forslaget undervejs. Når vi har været i dialog med repræsentanter, er vi selvfølgelig gået ud fra, at de har talt videre med deres bagland.

Vi har en fast tradition for at annoncere lokalplanforslag og borgermøder, og det vil vi fortsætte med. I dette tilfælde har vi annonceret på kommunesiden i Ballerup Bladet den 7. januar og på kommunens hjemmeside. Fremover vil vi i høringsbrevet skrive, hvornår der er beboermøde – det er ikke noget, vi ellers har gjort, men den idé tager vi til os.

Vi er opmærksomme på den gennemkørselstrafik, du nævner, og arbejder løbende på at forbedre forholdene, men det er ikke noget, vi kan løse med en lokalplan for Egebjerggård.

Med hensyn til højden på eventuelt nyt boligbyggeri ved Egebjergvang er det vurderet, at en ny bebyggelse i området kan bære en højde på 2-3 etager, som i øvrigt svarer til den eksisterende boligbebyggelse. Men da vi ikke kender projektet endnu kan vi ikke sige noget konkret om højden.

Inden lokalplanen vedtages endeligt vil både administrationen og udvalgets politikere vurdere og gennemgå alle høringssvar, så vi får alle vinkler belyst og får skabt en løsning, flest mulige kan være tilfredse med.

Jeg vil opfordre dig til at aflevere et høringsforslag, så vi kan tage dine betragtninger med i overvejelserne.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *