Det er nu den 10. Stav-og gangfestival som løber af stablen i de 20 år som Senioridrætten har eksisteret i Ballerup Kommune. Festivalen henvender sig til alle, som har lyst til at deltage i et hyggeligt arrangement for hele familien og få en fælles motionsoplevelse i det fri.
Der vil være en rute på cirka fire kilometer og én på cirka fem, som kan gennemføres af såvel trænede som mindre trænede – gående med og uden stave.
Festivalen finder sted tirsdag den 6. juni. Der vil være fælles opvarmning ved en af Senioridrættens instruktører klokken 11.
»Man kommer nemmest til Madpakkehuset på cykel, kommer man i bil, er der to små parkeringspladser ved Larsbjerggård, Harrestrupvej 128, det er også her der er holdeplads for bus 142, som udgår fra Skovlunde Station en gang hver halve time,« fortæller arrangørerne.
Efter gåturen er der fællesspisning, så arrangørerne opfordrer alle til at medbringe mad og drikkevarer – eventuelt også vand til turen rundt.